IBM trækker sig fra al ansigtsgenkendelse

IT-giganten IBM advarer mod misbrug af teknologien og indstiller nu al udvikling og salg af software til ansigtsgenkendelse.

Ansigtsgenkendelse som den her, der blev demonstreret på verdens største forbrugerelektronikmesse i Las Vegas i januar i år, er blevet et kontroversielt spørgsmål, fordi den kan bruges til masseovervågning, og fordi den stadig tager fejl for ofte. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Becker/AFP/Ritzau Scanpix

IT-kæmpen IBM vil ikke længere udvikle eller sælge ansigtsgenkendelsessoftware og advarer samtidig mod at bruge analyseværktøjerne til masseovervågning.

»Tiden er nu inde til at begynde en national dialog om, hvorvidt og hvordan ansigtsgenkendelsesteknologi skal anvendes af myndigheder, som skal opretholde lov og orden,« skriver IBMs topchef, Arvind Krishna, i et brev, som blev overbragt til den amerikanske kongres mandag.

Kun genkendelse af visuelle objekter

IBM vil ikke længere udvikle, forske i eller sælge produkter med ansigtsgenkendelse. Selskabets visuelle teknologi vil blive begrænset til genkendelse af visuelle objekter, hverken til ansigtsgenkendelse eller identifikation, siger kilder til nyhedsbureauet Reuters.

IBMs beslutning om at ophøre med at tilbyde ansigtsgenkendelse kommer som følge af kritik af teknologien, der anvendes af mange virksomheder og myndigheder. Kritikken går på, at teknologien har slagside, hvad angår race og køn, og derfor giver utroværdige resultater. Derfor kan uskyldige komme i klemme.

På internetgiganten Amazons generalforsamling for et år siden forsøgte aktionærer forgæves at få stoppet salget af Amazons omstridte teknologi til ansigtsgenkendelse til myndighederne.

Pas på masseovervågning

»IBM er stærkt imod og vil ikke acceptere brug af nogen teknologi, heriblandt ansigtsgenkendelsesteknologi, som andre leverandører tilbyder, til masseovervågning, raceprofilering, overtrædelse af basale menneskerettigheder og frihedsrettigheder. Teknologi kan øge gennemsigtigheden og hjælpe politiet med at beskytte samfund men må ikke fremme diskrimination eller racemæssig uretfærdighed,« skriver Arvind Krishna, der overtog ledelsen af IBM i april i år.

IBM valgte at offentliggøre sin beslutning nu, hvor den 46-årige George Floyds voldsomme død har sat fokus på en politireform og på social ulighed.

Ansigtsgenkendelse har ikke været en større del af IBMs forretning, men beslutningen om at trække sig ud er alligevel bemærkelsesværdig for en teknologigigant, der har den amerikanske regering som en betydelig kunde, oplyser TV-stationen CNBC.