Opdateret

Huawei overvejer egen udgave af Android

USAs handelsministerium har udsat forbuddet mod at handle med den kinesiske mobilgigant til 19. august. Huawei kalder det chikane og undersøger mulighederne for at lave sin egen udgave af verdens mest udbredte mobilstyresystem.

Hvis Huawei får forbud mod at bruge Googles styresystem Android, forsvinder også brugernes adgang til Google Play-butikken, hvorfra man henter og køber apps. Forbuddet er dog udsat til 19. august. Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix

Huawei, der er verdens næststørste smartphoneproducent, har sat fuld fart på undersøgelserne af at lave sin egen udgave af mobilstyresystemet Android oven på amerikanske trusler om fra august at forbyde Google at sælge det til den kinesiske mobilgigant.

Huawei vil dog – ifølge den amerikanske IT-nyhedstjeneste CNet – kun gå videre med planerne, hvis USA gør et kommende forbud permanent. Indtil videre fortsætter Huawei uden ændringer og understregede tirsdag, at den seneste smartphone, Honor Pro 20, som nu kommer til Europa, er udstyret med Android.