Hos Beyond Meat »elsker« de kød

Den amerikanske virksomhed Beyond Meat har specialiseret sig i plantebaserede alternativer til kød, fordi man vil tilbyde et »sundere og mere bæredygtigt produkt, der sikrer dyrevelfærden«. Det kunne tyde på, at Beyond Meat gør noget rigtigt, for kæden indgik i september et samarbejde med McDonald's, hvorefter aktieværdien steg med 11 procent.

Beyond Meats Burger plantebaserede køderstatning forhandles blandt andet i Irma. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Kærlighedsaffære«.

Det er det ord, som vicedirektøren for markedsføringsafdelingen hos amerikanske Beyond Meat, bruger, når han skal beskrive virksomhedens forhold til kød. Og det på trods af, at man hos Beyond Meat har skabt en millionforretning på at producere plantebaserede alternativer til kød.

»Hos Beyond Meat hylder vi kød. Vi gør en dyd ud af, at produkterne i både smag, udseende og konsistens skal ligne kød. For at opnå dette har vi arbejdet hårdt og investeret massivt i at skabe nogle delikate produkter,« siger Will Schafer.

En del af den investering skal blandt andet findes i den lange række af forskere og Michelin-kokke, som Beyond Meat har allieret sig med for at finde den præcise formel til at skabe det rigtige plantebaserede alternativ til kød. Indtil videre har Beyond Meat udviklet en bøf, fars og så har man netop lanceret en pølse. Hos datterselskabet Good Catch har man også kastet sig over plantefisken.

Will Schafer, vicedirektør for markedsføring hos Beyond Meat

»Vi sætter stor pris på vores vegetarkunder, men det er kødspiserne, vi vil ramme, fordi der er et langt større marked i den kundegruppe. «


Men det er den nye pølse, som i særlig grad har givet forskerne dybe panderynker. Det skulle nemlig vise sig at være ganske svært at give pølsen samme sprødhed, som almindelige pølser har. Den sprøde overflade kunne ikke undværes, fordi det er en så stor del af oplevelsen, når man spiser pølser, at det ikke var muligt at indgå et kompromis her – »knækket skulle være der«.

Det tog flere uger, indtil forskerne fandt en løsning, men Will Schafer lover, at Beyond Meats nye pølse, der har en overflade med en base af alger smager »lækkert«.

»Vi tilbyder et bæredygtigt alternativ, der indeholder mindre fedt, og som ikke truer dyrevelfærden. Vores første prioritet er altid at skabe et produkt, hvor vi kan opfylde de krav uden at gå på kompromis med smagen,« siger Will Schafer.

Beyond Meat sælges blandt andet i Fakta herhjemme. Her kan man finde det plantebaserede alternativ til burgerbøffen liggende side om side med kyllingekød og leverpostej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Beyond Meat i danske kølediske

Mens produkterne fra Beyond Meat længe har ligget i kølediskene i stort set alle fødevarekæder i USA og har stået på flere restauranters menukort, er den plantebaserede kæde også ved at vinde ind på det europæiske marked.

Her i landet kan man på nuværende tidspunkt finde bøffen – The Beyond Burger – i fem dagligvareforretninger og hos restaurantkæden Jensens Bøfhus. Det er ifølge Will Schafer planen, at både fars og pølser snart skal introduceres for virksomhedens danske kunder på samme vis, som produkterne er blevet det i udlandet.

Uanset hvor Beyond Meat produkter sælges – i dagligvareforretninger eller på restauranter – er det et krav fra kædens side, at de sidestilles med kød. Derfor vil man også finde Beyond Meat-produkter ligge side om side med stege, steaks og bøffer i forretningernes kølediske. Og det er der en kommerciel årsag til.

»Vi sætter stor pris på vores vegetarkunder, men det er kødspiserne, vi vil ramme, fordi der er et langt større marked i den kundegruppe. Derudover vil vi også vise dem, at der findes et alternativ, som er sundere, mere bæredygtigt og som sikrer dyrevelfærden uden at gå på kompromis med smagen,« siger Will Schafer.

Herhjemme er det blandt andet i Irma, at man kan finde Beyond Meats vegetarbøf. Hos dagligvareforretningen ønsker man ikke at offentliggøre konkrete tal, men fra Irma lyder det, at Beyond Meats produkter tilhører den finere klasse for produkter af den slags – det er med andre ord de plantebaserede alternativers svar på filet.

I Irma sælger man også The Beyond Burger. Ifølge den amerikanske virksomhed er det et krav, at Beyond Meats produkter sælges side om side med kødprodukter, men det var altså ikke tilfældet i den Irma, som Berlingske besøgte i denne uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Samarbejde med McDonalds

Ser man på det seneste års udvikling, kunne det tyde på, at det ikke kun er Irma, der er begejstrede for Beyond Meat. I juli kunne virksomheden nemlig meddele, at man inden for blot 12 måneder havde mere end tredoblet sit salg og i 2018 ramte omsætningen godt 600 millioner.

Efterspørgslen er efter sigende så stor, at Beyond Meat i sommer spåede, at omsætningen for det indeværende år ville ligge på 240 millioner dollar, hvilket er en opskalering på godt 30 millioner.

Will Schafer, vicedirektør for markedsføring hos Beyond Meat

»Det er gået over al forventning. Efterspørgslen på plantebaserede produkter har været enorm, og vi tror, at den udvikling kun vil fortsætte i de kommende år. «


Selv om der altså allerede var positive toner i sommer blev det formentligt endnu sværere at få hænderne ned hos virksomheden i midten af september. Her steg aktieværdien nemlig med 11 procent på blot ét døgn, da det blev lanceret, at det er Beyond Meat, som skal levere burgerbøffen til en vegetarisk burger fra McDonald's: PLT-burgeren. Den er på nuværende tidspunkt ved at blive testet i Canada.

Hermed bringer Beyond Meat sig for alvor ind i kampen om markedet for plantebaserede alternativer i fastfood, hvor deres rival Impossible Food allerede har samarbejdet med Burger King i adskillige måneder og leverer bøffen til »The Impossible Burger«. Begge firmaer er kendt for at levere burgere, der kan »bløde«, præcis som vi kender det fra en almindelig rød bøf.

Da McDonald's i september annoncerede, at de ville indgå i et samarbejde med Beyond Meat, der skal levere burgerbøffen til PLT-burgeren (Plant. Lettuce.Tomato) steg aktieværdien med 11 procent på et døgn. Samarbejdet med McDonald's fungerer på nuværende tidspunkt som en prøveperiode, hvor burgeren sælges forskellige steder i Canada. Fold sammen
Læs mere
Foto: Moe Doiron/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ny fabrik i Holland

Hos Beyond Meat er man ifølge Will Schafer næsten »flov« over, hvor lavt man satte barren for, hvordan efterspørgslen ville være. Globalt, men særligt i Europa, hvor efterspørgslen ifølge Will Schafer har været »meget overraskende«.

»Det er gået over al forventning. Efterspørgslen på plantebaserede produkter har været enorm, og vi tror, at den udvikling kun vil fortsætte i de kommende år,« siger Will Schafer.

Sidste år havde virksomheden dyre lærepenge, da det viste sig, at de simpelthen havde fejlvurderet, hvor meget de skulle producere for at matche efterspørgslen. Den fejlvurdering resulterede i, at man måtte skuffe en række samarbejdspartnere, fordi man ganske enkelt ikke kunne levere varen.

Den fadæse skal aldrig ske igen, og derfor har man valgt at øge produktionen i USA. Den samme strategi gør sig gældende i Europa, hvor man forventer, at der i starten af 2020 vil stå en helt ny fabrik klar i Holland, som skal levere hele produktionen til Europa.

Selv om man hos Beyond Meat regner med, at virksomhedens succes vil fortsætte, så vil Will Schafer ikke røbe, hvad omsætningen forventes at være i 2020. Men stort, det bliver det, for der er masser af potentiale i markedet.

»Mennesker elsker kød, men mange er bekymrede over dyrevelfærd og kødproduktionens klimapåvirkning. Vi har fremlagt en række produkter, der smager fantastisk, og som ikke kræver ofre. Vi så en mulighed for at vinde forbrugeren, det har vi gjort, og det vil vi blive ved med,« siger Will Schafer.