I forbindelse med den årlige generalforsamling i Berkshire Hathaway har tusindvis af aktionærer denne weekend samlet sig i Nebraska, hvor den afholdes. 

Bag konglomeratet står 93-årige Warren Buffett, der er administrerende direktør i Berkshire Hathaway og ofte bliver kaldt »verdens bedste investor« og »oraklet fra Omaha«.

På dette års generalforsamling har det især vakt opmærksomhed, at han har afsløret, at han endnu engang har solgt ud af virksomhedens Apple-aktier. 

Et papskilt af Warren Buffett byder aktionærerne velkommen til generalforsamlingen i Bershire Hathaway, der foregår i Omaha, Nebraska. 
Et papskilt af Warren Buffett byder aktionærerne velkommen til generalforsamlingen i Bershire Hathaway, der foregår i Omaha, Nebraska.  Scott Morgan/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skriver flere internationale medier, herunder Financial Times og CNBC.

Indtjeningsrapporten fra første kvartal hos Berkshire Hathaway viser således, at virksomheden nu har 790 millioner aktier i Apple til en værdi af 135 milliarder dollar. Det er et fald på 13 procent.

Apple udgør fortsat langt størstedelen af porteføljen 

Da Buffett besvarede aktionærspørgsmål på generalforsamlingen, pegede han på, at salget sker af skattemæssige årsager efter betydelige gevinster på aktien. 

På trods af salget udgør Apple-aktierne dog fortsat størstedelen af aktieporteføljen hos selskabet. Det er ellers andet kvartal i streg, Warren Buffett skærer ned i Apple-aktierne. 

Det var de to investeringsforvaltere hos Warren Buffett Todd Combs og Ted Weschler, der fik ham overbevist om at købe stort ind af aktier i Apple. 

I den forbindelse kaldte Warren Buffett ifølge CNBC Apple for sin »næstvigtigste forretning« kun overgået af virksomhedens forsikringsselskaber.