Glemt våbenarkiv viser, at Mærsks våbensælgere var »dygtige købmænd«

Flere end hundrede hidtil gemte kasser fyldt med arkivmateriale om Mærsks tidligere våbenfabrik vækker opsigt blandt eksperter: Materialet dokumenterer blandt andet, at våbenhandlerne var dygtige købmænd, siger chefredaktør, der tidligere har dækket Riffelsyndikatet.

De mere end hundrede kasser med arkivmateriale fra DISA – også kaldet Riffelsyndikatet – indeholder blandt andet tegninger og foto af våben og ammunition. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Opsigtsvækkende og overraskende. Et erhvervseventyr, der aldrig blev skrevet.

Det skorter ikke på løftede øjenbryn blandt kendere af Riffelsyndikatet i kølvandet på afsløringen af helt nye oplysninger om A.P. Møller - Mærsks forhenværende våbenfabrikant.

Berlingske kunne mandag fortælle, at flere end hundrede kasser med arkivmateriale om selskabet DISA – i folkemunde kaldet Riffelsyndikatet – i flere årtier samlede støv på loftet over Tøjhusmuseet.

Først for få år siden blev materialet indleveret til Rigsarkivet, hvor det siden har været arkiveret i al ubemærkethed.

Berlingske har gennemgået dele af materialet, der blandt andet viser, at selskabet solgte våben til nogle af klodens mest brutale regimer under højspændte perioder under Den Kolde Krig.

»Der er tale om et ganske opsigtsvækkende dansk stykke erhvervshistorie, som bør skrives. For det hører med til fortællingen om dansk erhvervsliv i mere end et helt århundrede,« siger Karl Erik Stougaard, der i dag er chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus.

Var dygtige købmænd

I 1999 var han en af tre journalister på Berlingske, der bragte opsigtsvækkende afsløringer om Riffelsyndikatets handel med tyskerne under Anden Verdenskrig. En sag, han og kollegerne yderligere afdækkede i bogen »Krigens Købmænd«.

Han understreger, at han ikke selv har gravet sig ned i det nye materiale, men hæfter sig blandt andet ved Berlingskes oplysninger om omfanget af salget.

En opgørelse fra 1957 viser, at DISA mellem 1947 og 1957 solgte våben og ammunition for samlet 176 millioner kroner. Korrigeret for inflation ville beløbet svare til 2,5 milliarder kroner i dag.

»Det er et betragteligt beløb og understreger for mig, at de her folk i DISA mere end noget andet først og fremmest var dygtige købmænd. Det ligger helt i tråd med den forretningstilgang, firmaet var kendt for: Man agerede dygtigt og diskret og specialiserede sig i at analysere og afkode sikkerhedssituationen på diverse markeder rundt om i verden.«

»Så på en måde er det et dansk erhvervseventyr, der aldrig blev skrevet,« siger han.

Større omfang end hidtil kendt

Poul Villaume, der er professor emeritus og historiker med speciale i Den Kolde Krig, hæfter sig også ved omfanget af salget.

»Det ser ud til, at Mærsk har været involveret i denne type handler i langt større omfang, end man før var klar over, og har solgt til lande med meget forskellige karakterer og på tværs af ideologiske skel,« siger han.

Han kalder fundene »overraskende og opsigtsvækkende«.

»Riffelsyndikatets aktiviteter især i denne periode har ikke været genstand for grundige undersøgelser før. Det kaster bestemt et interessant lys over, hvad der egentlig er sket,« siger Poul Villaume, der understreger, at han ikke selv har set dokumenterne igennem.

»Men det er da på tide, at der er nogle historikere og journalister, der kaster sig over materialet, for det er en væsentlig del af efterkrigstidens historieskrivning«, siger han.

Dokumenterne viser blandt andet, at lande som Colombia, Venezuela og Indonesien var blandt de største aftagere af de danske våben, samtidig med – eller op til, at borgerkrige eller interne uroligheder rasede i de respektive lande.

Ifølge Karl Erik Stougaard er der dog ingen grund til at rette kritik mod selskabets aktiviteter under Den Kolde Krig.

»Der er mig bekendt foreløbig ingen tegn på, at våbenhandlen er sket i strid med reglerne. Så kan man altid være moralsk dommer. Men personligt mener jeg, at det er naivt at forestille sig, at man som land kan have en stor våbenproduktion og så forvente, at disse våben ikke bliver afsat til lande, hvor der er konflikt,« siger han.

De flere end hundrede kasser indeholder blandt andet ordrebøger og kontrakter fra handler mellem DISA og diverse lande kloden over, interne regnskabsdokumenter fra selskabet samt markedsanalyser og tekniske beskrivelser af våben.

Stødte på modstand

Materialet blev ifølge Berlingskes oplysninger indleveret omkring årtusindeskiftet af DISA til Tøjhusmuseet i forbindelse med en større oprydning. Derefter stod det i to årtier og samlede støv på museets loft, før det blev arkiveret på Rigsarkivet.

Karl Erik Stougaard hæfter sig ved forløbet.

»Det er ærgerligt, at arkivet har været gemt væk så længe. Man får tanken, at det skyldes en latent uvilje et eller andet sted i systemet mod, at de her ting skulle frem i lyset. Det var også en modstand, vi stødte på, dengang vi skrev. Det var noget, der helst ikke skulle rodes op i.«

»Og så ærgrer jeg mig da lidt på det personlige plan over, at det ikke var mig, der blev tippet om dokumenterne. For det er en sag, der har optaget mig meget gennem tiden«, siger han.