Dansk Industri Syndikat, et tidligere datterselskab i Mærsk-koncernen, har solgt langt flere våben end tidligere antaget, afslører arkivmateriale, der er kommet frem de seneste dage. Men den nuværende Mærsk-chef, Søren Skou, har endnu ikke helt nået at læse artiklerne.
Det fortalte han onsdag på et pressemøde i anledning af, at virksomheden onsdag præsenterede et overskud på ikke mindre end 117,5 milliarder kroner – det bedste resultat fra en dansk virksomhed nogensinde.
Søren Skou har været i Mærsk siden 1983, hvor han begyndte som shippingelev. Siden 2016 har han været den øverste chef for virksomheden, der målt på omsætning er den største i Danmark.
»Jeg har haft lidt småtravlt, så jeg har ikke helt fået læst artiklerne,« sagde Søren Skou onsdag.
De nye oplysninger har blandt andet givet ny viden om våbensalget under Den Kolde Krig. Blandt køberne af de danske våben var brutale diktaturer og angiveligt USAs efterretningstjeneste CIA, som det er fremgået af Berlingskes dækning.
Dansk Industri Syndikat, der senere kom til at hedde DISA, solgte blandt andet våben i 1951 og 1952 til det mindre amerikanske selskab West Arms Corporation. Men virksomheden var helt særlig. For senere er det kommet frem, at selskabet med stor sandsynlighed var forbundet til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Det er beskrevet i flere bøger om USAs våbenhandel og landets efterretningstjeneste. Forbindelsen mellem en repræsentant for selskabet og den amerikanske efterretningstjeneste er desuden omtalt i flere artikler, blandt andet af New York Times i 1998.
»Jeg kan sige, at selvom jeg har været i Mærsk i snart 40 år, er det noget, som ligger før min tid. Jeg kender ikke noget til det,« siger Søren Skou.
Våben til CIA
Hvad synes du som privatperson om, at man kan have solgt våben til CIA?
»Jeg har ikke yderligere kommentarer til det,« siger Søren Skou.
Flere historikere har udtrykt stor overraskelse over de nye oplysninger, der er kommet frem fra hidtil ukendte dokumenter i Rigsarkivet.
»Det kommer som en overraskelse for mig som historiker, at andelen af eksporterede maskinpistoler til CIA var så stor, som den var,« sagde seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Steen Andersen til Berlingske.
Samme udlægning har Poul Villaume, professor emeritus og historiker med speciale i Den Kolde Krig.
»Mig bekendt er det helt nyt og ganske opsigtsvækkende, at DISA havde den type af handler med CIA, som altså tilsyneladende ikke gik via de officielle kanaler,« siger Poul Villaume.
De mange dokumenter er kommet frem, efter at de i over to årtier har samlet støv i mere end 100 kasser på Rigsarkivet og inden da på Tøjhusmuseet. Omkring årtusindskiftet blev kasserne ifølge Berlingskes oplysninger sammen med en række prototyper på våben og ammunition indleveret til Tøjhusmuseet som led i en større oprydning hos DISA.
Efterfølgende stod kasserne på Tøjhusmuseets loft, før museet omsider fandt ressourcer til at gennemgå det omfattende materiale. En stor del af arkiverne blev siden afleveret til Rigsarkivet, hvor materialet efter en grovsortering har været arkiveret i ubemærkethed i et par år.