Frankrig går enegang og indfører »Google-skat« fra nytår

Den franske finansminister, som ikke fik EU-opbakning til særskat på IT-giganterne på grund af dansk modstand, forventer at få 3,7 milliarder kroner ekstra i statskassen.

Den franske finansminister Bruno Le Maire tager fra 1. januar skat af IT-giganternes indtægter i Frankrig, så pengene ikke flyttes til lavere skat i andre EU-lande. Arkivfoto: Philippe Wojazer, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE WOJAZER

IT-giganterne Google, Facebook, Apple og Amazon skal betale en ny, digital skat i Frankrig fra årsskiftet – uanset at EUs finansministre ikke kunne nå til enighed om en fælles aftale. Frankrig forventer at få en halv milliard euro eller 3,7 milliarder kroner ekstra ind i kassen om året.

Det fastslog den franske finansminister Bruno Le Maire mandag. Han har sammen med Tyskland været fortaler i EU for at tvinge IT-giganterne til at afregne skat af indtægterne i de lande, hvor pengene er tjent. Danmark var sammen med Sverige, Finland, Tjekkiet og Irland blandt de EU-lande, som var imod, da finansministrene i begyndelsen af december drøftede spørgsmålet.

»Skatten indføres under alle omstændigheder med virkning fra 1. januar 2019, og den vil for året 2019 indbringe, hvad vi skønner til 500 millioner euro,« sagde Bruno Le Maire på en pressekonference i Paris mandag.

Han har tidligere givet sig selv en frist til marts til at få overbevist sine EU-kollegaer om at finde fælles fodslag.

Finansminister: De har pengene

»De digitale giganter er dem, der har pengene. De skaber sig betydelige overskud takket være franske forbrugere og takket være det franske marked, og de betaler 14 procentpoint mindre i skat end andre virksomheder,« sagde finansministeren på nationalt TV.

Det franske forslag til EU-beslutning pålægger IT-giganterne en ny treprocentsskat på alt onlinesalg og alle onlinetjenester i EU. Skatten vil ramme alle virksomheder med en global omsætning på 750 millioner euro eller mere og med et onlinesalg i Europa på fra 50 millioner euro og opefter.

Skattekravene kommer, efter at det er kommet frem, hvordan internationale koncerner – og ikke kom i IT-verdenen – flytter indtjening fra ét EU-land, så den bogføres, hvor det europæiske hovedkontor ligger. Det ligger oftest i Irland eller Luxembourg, som har de laveste erhvervsskatter i EU, således at selskaberne ikke skal betale så meget i skat.

IT-giganterne har påpeget, at de følger de nationale og internationale skatteregler, når de afregner skat.

Argumentet mod den særlige digitale skat har fra bl.a. Danmark været frygten for, at den også vil ramme danske virksomheder. Her er Novo Nordisk, landets største virksomhed, blevet nævnt. Den omsætning, som Novo Nordisk henter uden for Danmarks grænser, ville så ikke længere skulle beskattes i Danmark, som dermed ville miste en betydelig indtægt til statskassen.