Det lå mildest talt ikke lige for, at 80-årige Knud Møller fra Nordsjælland skulle engagere sig i sagen om Radius Elnet, der efter planen bliver solgt i løbet af det kommende halve år.
Den pensionerede ingeniør har ingen ekspertviden om elselskaber eller de ledninger, der transporterer strømmen, og han har ikke tidligere på samme måde kastet sig ind i en politisk sag. Men det gør Knud Møller nu. Som elkunde er han forarget over, at det statsejede Ørsted vil sælge sit elfirma, Radius, der kan være et tocifret milliardbeløb værd. Derfor har pensionisten besluttet sig for at stille op til Radius-bestyrelsen som en af forbrugernes tre repræsentanter.
»Forbrugere har dybest set betalt for kraftværker og ledningsnettet, der nu bliver solgt. Som forbruger har jeg ingen interesse i, at firmaer som SEAS-NVE (dansk energiselskab, red.), Ørsted eller hvem pokker, der nu skal eje Radius, skal tjene en hel masse penge på det,« siger han.
Får ingen indflydelse
Forbrugere som Knud Møller skal imidlertid ingenlunde gøre sig forhåbninger om, at deres indflydelse i bestyrelsen af Radius vil få nogen betydning for valget af en ny ejer.
Der sidder ellers tre forbrugerrepræsentanter i bestyrelsen, men de har ingen direkte indflydelse på salget. Det er derimod Ørsted, der egenhændigt træffer beslutningen, fastslår formand for Radius Elnet A/S Knud Pedersen.
»Radius' bestyrelse forholder sig ikke til, hvem der skal være ejer. Det gør Ørsted, som er ejer nu. Salget har ikke noget med de forbrugervalgte at gøre. De har indflydelse på, hvordan selskabet drives, men ikke ejerstrukturen,« siger han.
Det er ikke, fordi der i bestyrelsen ikke er holdninger til, hvem der skal eje Radius. Vagn Kjær-Hansen er nuværende forbrugervalgt medlem af bestyrelsen og mener ikke, at selskabet bør overgå til en udenlandsk ejer. Ifølge ham er det vigtigt at holde infrastrukturen på danske hænder.
»Jeg mener ikke, at Radius bør sælges til en udenlandsk ejer. Det skal ikke være udenlandske kapitalinteresser, der bestemmer over det danske elnet. Elnettet er vigtigt i dag og bliver endnu vigtigere i en fossilfri fremtid, og jeg forventer, at Folketinget sikrer, at elnettet forbliver under vores kontrol,« siger Vagn Kjær-Hansen, der ud over at være forbrugervalgt i Radius også er medlem af SF, der på Christiansborg er en del af forliget om DONG, der nu hedder Ørsted.
Han konstaterer, at de forbrugervalgte i bestyrelsen ikke vil have mulighed for at få indflydelse på en beslutning om, hvem Radius sælges til.
Også Niels Olsen, der til daglig er direktør i det almene boligselskab DAB, følger med spænding kampen om Radius. Han sidder også som forbrugerrepræsentant i Radius Elnets bestyrelse. Ifølge ham er det fuldstændigt afgørende, at en ny ejer forvalter firmaet på en lige så ansvarlig måde som Ørsted.
»Det skal være en ordentlighed som den, der er i selskabet. Og derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvem der kommer til at eje firmaet, og hvordan de løser opgaven. Det er klart,« siger han.
Niels Olsen har gennem sin rolle som direktør i DAB fulgt Radius Elnets ageren, når det handler om at få sat nye elmålere op i DABs tusindvis af boliger.
»Det skal være en ejer, der også kommer til at gøre det på en lige så god måde,« siger han og understreger, at forbrugerne i bestyrelsen i sidste ende ingen indflydelse har på salget.
Radius-formand Knud Pedersen påpeger, at det stadig vil være muligt at blande sig i driften, når der kommer en ny ejer. Men selve salgsprocessen kan ingen røre ved i Radius-bestyrelsen.
»De må gerne komme med deres holdninger i bestyrelsen, men vi kommer ikke til at forholde os til valget af ejer. Det er Ørsted, der sælger,« siger han og uddyber:
»Det, at du er medlem af en bestyrelse, fratager ikke nogen retten til at have en holdning, men salget er ikke noget, bestyrelsen i Radius skal forholde sig til,« konstaterer Knud Pedersen.
Stor interesse fra købere
Siden det kom frem, at Radius skulle sælges, har både pensionskasser, internationale kapitalfonde og andre energiselskaber været interesserede i at købe selskabet. Det er blandt andet udsigten til et sikkert afkast og muligheden for at få investeret store summer i én stor handel, der lokker bejlerne til.
Imens interessen for at købe selskabet vækker glæde hos Ørsted, udløser det panderynker hos bestyrelseskandidaten Knud Møller.
Han frygter, at den store interesse for selskabet skal findes i, at der kan tages højere priser, fordi elnettet er et monopol, da der kun er ét selskab, der ejer ledningerne. Det er ganske vist underlagt et tilsyn, der også i Berlingske har forsikret, at man kan holde en ny ejer i skak, men det dæmper ikke Knud Møllers bekymringer.
»Elnettet er reelt et monopol, for du kan jo kun have én ledning. Vi kan jo ikke give os til at grave hele Danmark op for at lægge to ledninger ned. Hele formålet for en kapitalfond er jo at tjene penge. Men det man sælger, har vi andre betalt for,« siger han.
Knud Møller står ikke alene med sine bekymringer for kontrollen af en ny ejer. Tidligere har eksperter i Berlingske Business sået tvivl om muligheden for at kontrollere en ny Radius-ejer.
Valget til Radius-bestyrelsen slutter i slutningen af januar og offentliggøres i uge ni. Salget af Radius ventes at være afsluttet inden for første halvår 2019.