Finanstilsynet så gennem fingre med Danske Banks ulovlige inddrivelse af gæld

I op mod et år har Finanstilsynet haft kendskab til Danske Banks ulovlige inddrivelse af gæld uden at skride ind, viser nye dokumenter, som DR har fået aktindsigt i.

Finanstilsynet, hvor Jesper Berg er direktør, har kendt til Danske Banks ulovlige gældsinddrivelse siden oktober 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det var i årevis kendt viden i dele af Danske Bank-koncernen, at banken opkrævede gæld fra kunder i strid med reglerne. Men nu viser det sig, at også Finanstilsynet i flere måneder havde viden om den ulovlige gældsinddrivelse – uden at det fik tilsynet til at gribe ind.

Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt hos Finanstilsynet.

Ifølge DR vidste Finanstilsynet allerede i slutningen af oktober sidste år, at sagen om bankens ulovlige gældssager kunne dreje sig om flere hundrede tusinde sager, men tilsynet undlod altså i flere måneder at gribe ind.

Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet mener, at det med de nye dokumenter i sagen står klart, at Finanstilsynet har været alt for længe om at reagere på problemerne i Danske Bank. Han finder det urimeligt, at bankkunderne er blevet holdt hen i uvished, mens Finanstilsynet har kendt til sagens store omfang.

»Hvis Finanstilsynet havde skredet ind, så må vi formode, at der havde været større offentlighed omkring de her forhold. Der er en række ramte kunder her, som uberettiget er blevet mødt med krav fra Danske Bank,« siger Frederik Waage til DR.

Simon Kollerup skal i samråd om sagen

Det var Berlingske og TV 2, som i slutningen af august kunne afsløre, at fejl i data og IT-systemer betyder, at Danske Bank har inddrevet alt for høje beløb og gæld, der var forældet. Banken anslår selv, at mellem 10.000 og 15.000 kunder skal kompenseres, fordi banken har opkrævet gæld, den ikke havde ret til. Samlet set har banken inddrevet op imod 50 mio. kr. for meget.

Det var først efter de to mediers omtale af sagen, at Finanstilsynet reagerede. I sidste uge fik Danske Bank fire påbud fra Finanstilsynet i sagen om uretmæssig gældsinddrivelse. Samtidig fik banken hård kritik for ikke øjeblikkeligt at bremse de forkerte opkrævninger og for at undlade at informere kunderne. Og flere af landets største banker blev i samme ombæring bedt om at undersøge, om de har tilsvarende problemer med gældsinddrivelse.

Senere torsdag er der åbent samråd om Danske Banks gældsinddrivelsessag. Det er Folketingets Erhvervsudvalg, der har kaldt erhvervsminister Simon Kollerup (S) i samråd.

Ministeren er blandt andet blevet bedt om at redegøre for, i hvilket omfang Danske Bank har været forpligtet til at orientere Finanstilsynet eller andre myndigheder om, at banken har opkrævet inkassogæld hos sine kunder på et uretmæssigt grundlag, hvornår sådanne eventuelle orienteringer er givet, og hvornår Erhvervsministeriet og ministeren første gang blev bekendt med sagen. Samrådsspørgsmålene er stillet af Lisbeth Bech-Nielsen (SF).

Samrådet finder sted kl. 13.30.