Ulovligt indhold på nettet skal fjernes. Der skal være samme regler offline som online. Mindre virksomheder skal ikke lægges i så stramme bånd som giganterne. Forbrugerne skal beskyttes mod kriminalitet og unfair konkurrence. Alle skal have ret til at klage og få besked i tide, hvis techgiganterne vil lukke ens konto. Og så skal der være indsigt i, hvordan de matematiske algoritmer hos blandt andet Facebook, Amazon og Google virker, så de kan blive kontrolleret.
Det er nogle af hovedtrækkene i de EU-opstramninger, som Europa-Parlamentet nu går i gang med at drøfte i detaljer, og som i løbet af 2022 vil skrue op for kravene til især techgiganterne, de sociale medier og hele e-handlen på nettet.