Den danske energikæmpe Ørsteds topchef, Mads Nipper, satte sig selv under pres, da han i et større interview i april lagde hovedet på blokken og meldte ud, at det snart var tid for den verdensførende udvikler af havvindmølleparker til at vinde en ny og stor sejr i et konkurrencepræget udbud.
Noget som ikke er sket i to år. Ellers »har vi et problem«, som topchefen bramfrit udtrykte det.
Onsdag aften dansk tid er der så jackpot til Nipper og Ørsted. Energikoncernen har således trukket sig sejrsrigt ud af et kæmpe udbud i den amerikanske delstat New Jersey.
Det betyder at Ørsted får lov at opføre sit projekt ved navn »Ocean Wind 2« med en kapacitet på 1,15 gigawatt (GW). Det er en spids mindre end det, der i dag er verdens største havvindmøllepark.
Danskerne er imidlertid ikke den eneste vinder i New Jersey. Et partnerskab mellem franske EDF og hollandske Shell er også blevet valgt. Dette projekt kaldet »Atlantic Shores« vil med en kapacitet på 1,5 GW blive endnu større end Ørsteds kommende »Ocean Wind 2«.
Ørsteds konkurrenter udgøres i dag i stort omfang af nogle af verdens største olieselskaber, der udover Shell omfatter britiske BP, norske Equinor og franske Total Energies – som for nylig tilføjede »Energies« på sit navn for at markere, at man har transformeret sig til et bredt energiselskab med grønne planer.
Har tabt 200 milliarder i værdi
Ørsted-aktien har været kraftigt under pres siden årsskiftet. Et fald på næsten 30 procent – svarede til et fald i markedsværdi på 200 milliarder kroner – gør aktien til den dårligste investering i det danske eliteindeks C25 i 2021.
Hos korpset af aktieanalytikere, der følger det danske selskab tæt, har flere forud for afgørelsen i New Jersey påpeget, at netop en stor projektsejr i USA kan være en kurstrigger, som stopper blødningen og sender Ørsted-aktien tilbage på stigende kurs.
Mads Nipper lagde da for nylig heller ikke skjul på sin interesse for netop New Jersey-udbuddet.
»Jeg er vokset op i et hjem, hvor min mor sagde, at man altid skal have en flaske champagne på køl, for man ved aldrig, hvornår der er noget at fejre. Jeg vil sige det sådan, at vi vil meget gerne vinde den,« sagde Ørsted-bossen tidligere i juni.
Har før vundet i New Jersey
Som navnet »Ocean Wind 2« antyder, findes der allerede et »Ocean Wind 1« projekt. Ørsted har nemlig tidligere vundet i New Jersey.
For godt to år siden fejede Ørsted konkurrenterne af banen i en af USAs første store auktioner og vandt retten til at opføre Ocean Wind 1 med en kapacitet på 1,1 GW havvind ud for delstaten.
Et projekt, der fra midten af 2020erne skal forsyne mere end en halv million amerikanske hjem med grøn strøm. Det nye projekt har lidt længere udsigter og forventes opført i 2029.
Sejren betyder, at Ørsteds samlede havindportefølje i USA med »Ocean Wind 2« vokser behørigt fra før i alt 2,9 GW til nu omtrent 4 GW.




