Frygt for kollision mellem stor vindmøllepark og havbeskyttelse i Øresund

To organisationer frygter, at et projekt nord for Øresundsbroen står for skud grundet havbeskyttelse. Miljøministeriet afviser konflikt.

Havvindmølleparken Nordre Flint, som HOFOR har haft undervejs i ti år, skal efter planen bygges lige nord for Øresundsbroen – her på billedet til venstre for broen – og øst for øen Saltholm, der ses til venstre på dette billede. Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, har i ti år arbejdet på at udvikle en havvindmøllepark i Øresund mellem København og Malmø.

Projektet ved navn Nordre Flint skal efter planen rejses fra havbunden nord for Øresundsbroen og øst for øen Saltholm, så de op mod 220 meter høje mastodonter – 17 meter højere end Øresundsbroens pyloner – fra midten af 2020erne kan levere grøn strøm svarende til 160.000 husstandes forbrug.