Edderfugle truer havvindmøller på livet i 11. time: »En bananstat værdigt, hvis de ikke får byggetilladelse«

Skal en planlagt dansk havvindmøllepark skrottes for at beskytte edderfugle, sortænder og gråstrubede lappedykkere, eller kan klima- og naturinteresserne gå hånd i hånd med en minimal tilpasning? European Energy og flere organisationer er dybt frustrerede over udsigten til at sløjfe storstilet projekt. Miljøministeren mener ikke, det er så ligetil, som de fremlægger det.

Administrerende direktør for European Energy, Knud Erik Andersen, er dybt frustreret over, at havvindmølleparken Omø Syd med stor sandsynlighed må droppes. Han mener, at alle parter i sagen burde kunne sætte sig ned og finde en løsning. Thomas Lekfeldt (Arkiv).

Den danske energiudvikler European Energy har i næsten ti år arbejdet på at udvikle landets første støttefrie havvindmøllepark i Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland.

Men i 11. time tyder det nu på, at projektet ved navn Omø Syd – der om få år skulle levere grøn strøm til 350.000 danske husstande – må skrottes.