Don Ø: Salg af Parken kan rumme store farer for FCK

Den tidligere topchef i Parken Sport & Entertainment frygter, at fodboldklubben FC København kommer i klemme, når nationalstadionet og øvrige ejendomme skal sælges.

Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – kommenterer nu planerne om at sælge nationalstadionet Parken. Arkivfoto: Søren Bidstrup Søren Bidstrup

Den tidligere bestyrelsesformand og administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, er behersket begejstret over, at hans gamle selskab i den forløbne uge satte såvel nationalstadionet som de øvrige ejendomme til salg.

»Jeg synes, det er positivt, at ejerne/bestyrelsen undersøger mulighederne for et helt eller delvist salg af koncernen. Håber, at det for koncernens bedste vil være muligt at finde købere, der har kendskab til ejendomsdrift og sidst men ikke mindst erfaringen i at drive en fodboldklub,« skriver Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – på Facebook.