Discovery stjæler direktør fra YouSee i TV-krig

Efter kun ni måneder med TDCs TV-kanal bliver Pil Gundelach Brandstrup programdirektør hos Discovery.

Pil Gundelach Brandstrup skifter midt i TV-krigen fra YouSee til Discovery. Arkivfoto: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Midt i det offentlige slagsmål mellem Danmarks største TV-leverandør, YouSee, og TV-selskabet Discovery om, hvilke TV-kanaler der skal være i pakkerne fra årsskiftet, har Discovery hugget en central medarbejder fra YouSee.

Pil Gundelach Brandstrup bliver 1. januar ny programdirektør i Discovery Networks Danmark og nåede dermed kun at være et år i det TDC-ejede YouSee gennem samarbejdet med Fox, hvor hun var med til at bygge YouSees egen streamingkanal, Xee, op. Hun var tidligere kanalchef i Danmarks Radio med ansvar for DR1 og tidligere også DR3, DR Ramasjang og DR Ultra.

»Dette er en drømmeansættelse for os. Pil har omfattende erfaring fra både produktionsbranchen og som programdirektør i flere TV-huse. Ikke bare har hun et godt øje for kvalitet, hun er også en virkeligt dygtig strateg,« siger Christian Kemp, der er administrerende direktør for Discovery i Danmark.

Pil Gundelach Brandstrup afløser Anne Garlichs, som sagde op tidligere i år, og samtidig forlader programchef Katrine Herforth Discovery med udgangen af oktober for at blive selvstændig men vil fortsat bistå Discovery som ekstern konsulent.

YouSee fjerner Discoverys TV-kanaler fra TV-pakkerne

Discovery og YouSee er ude i en regulær TV-krig, efter at YouSee i september meldte ud, at Discoverys TV-kanaler – heriblandt Kanal 5, 6eren og de to Eurosport-kanaler – fra 1. januar forsvinder fra de faste TV-pakker, som tre fjerdedele af de 1,21 millioner TV-abonnenter hos YouSee har.

Kanalerne vil blive erstattet af andre kanaler fra TV 2 og TV-leverandøren CMore.

YouSees plan var at lægge Discoverys kanaler ind som tilvalgsmulighed i bland selv-abonnementerne, som den sidste fjerdedel af YouSee-kunderne har, og hvor de løbende kan skifte kanaler ud.

Den manøvre har Discovery sat hælene i for og nægter at deltage i. YouSee sendte 30. september den formelle opsigelse af aftalen med Discovery, der dermed får trukket tæppet væk under sig, da en meget stor seermængde med ét forsvinder. Men Discovery nægter at sælge sine kanaler i løs vægt og har ført en meget aggressiv markedsføringskampagne mod YouSee i håbet om, at folkesympatien vil lægge sig i Discoverys vægtskål.

»Noget helt unikt«

Discovery ejer TV-rettighederne til en række store sportsbegivenheder som fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og OL.

YouSee har derimod købt retten til at vise halvdelen af Premier League-fodboldkampene og snart også den tyske Bundesligas kampe på sin Xee-kanal, som alle YouSee-kunder har i deres pakker. Xee (udtales som engelsk »see«) blev startet i januar i år.

Pil Gundelach Brandstrup siger i en udtalelse om jobskiftet, at »Discovery repræsenterer noget helt unikt på det danske TV-marked« og fremhæver Discoverys internationale størrelse.

»Det giver mig som programdirektør muligheden for at sætte et utroligt stærkt tilbud sammen til seerne bestående af både dansk kvalitetsindhold, sport og international krimi og serier,« siger hun i en pressemeddelelse.

Discovery understreger, at aftalen med Pil Gundelach Brandstrup har været på vej i nogen tid, før krisen med YouSee begyndte.

Discovery står bag kanalerne Kanal 4, Kanal 5, 6eren, Canal 9, Eurosport 1 og 2, Discovery Channel, TLC, ID Investigation, Animal Planet, Discovery Science og har streamingtjenesten Dplay.