Det er de færreste bankdirektører, der har haft en armygrøn, stjernebeklædt Che Guevara-kasket liggende på deres kontor.
Ikke desto mindre var det en del af inventaret på Jesper Nielsens kontor, dengang han tog over efter forgængeren Thomas Borgen som midlertidig topchef, da Danske Banks hvidvasksag eksploderede i september 2018.
Che Guevara-kasketten på kontoret var faktisk en gave til Jesper Nielsen, som Thomas Borgen havde købt på en ferie i Cuba, fortalte Jesper Nielsen til Berlingske i et større portræt.
Jesper Nielsen blev fyret fra Danske Bank sidste år, men vender nu tilbage til en topstilling i finansverdenen.
På mange måder ledte den garvede bankmand fra Haslev ikke ved første øjekast tankerne hen på en banktopchef, når han afslog for eksempel at køre med privatchauffør, fordi han bedst kunne lide selv at have hænderne på rattet. Eller når han brugte en Netto-pose som supplement til sin arbejdstaske i sort læder.
Som Jesper Nielsen selv udtrykker det, er han »nede på jorden«.
Han aftvang sig alligevel respekt som vikartopchef i Danske Bank, og selv om han affejede det, begyndte han at ligne en potentiel favorit til at sidde permanent på posten som øverste direktør i landets største bank. At han blev udråbt som favorit eller kandidat overhovedet, griner han af i dag.
»Jeg vidste godt, at jeg ikke blev topchef. Og jeg var aldrig blevet lovet andet end at være midlertidig, hverken af Ole (Andersen, red.) eller Karsten (Dybvad red.). Det game var jeg med på og kunne så smile lidt af pressen en gang imellem, når jeg blev udråbt som kandidat,« siger Jesper Nielsen til Berlingske.
Finansmandens karriere ændrede sig brat, da det kom frem, at Danske Bank-kunder, der havde investeret i produktet Flexinvest Fri, havde betalt et for højt aftalegebyr.
Sagen handlede i korte træk om, at 87.000 danske kunder samlet havde betalt 400 mio. kroner for meget i gebyrer på investeringsprodukter. Efter at den nuværende topchef, Chris Vogelzang, havde sat sig i sædet, blev Jesper Nielsen fyret i juni 2019 som følge af sagen.
Selv har Jesper Nielsen affejet, at det skulle være den nye ledelse, der brugte sagen som et påskud for at få ham fyret.
Formand for banken Karsten Dybvad lagde da også vægt på, at Jesper Nielsen havde »gjort en betydelig indsats i banken gennem mange år«. Han fremhævede samtidig tiden som midlertidig direktør, hvor Jesper Nielsen havde hånden på rattet i en af de mest tumultariske tider for landets største bank.
»Det var ingen superfed måde at ryge ud på. Nogle gange behøver det ikke at være retfærdigt, men hvis man ikke er indforstået med, at man kan blive gået med ret kort varsel, så skal man ikke sige ja til sådan et job,« siger Jesper Nielsen.
»Jeg sover roligt om natten, men derfor kan det godt være rigtigt at placere et ansvar. Efter 25 rimeligt succesfulde år havde jeg regnet med, at jeg selv besluttede, hvornår jeg skulle gå,« siger han om Flexinvest-sagen.
Banken stod stærkt presset efter hvidvasksagen, og egentlig skulle Jesper Nielsen kun varetage topchefposten i meget kort tid. Bestyrelsen i Danske Bank afventede, at Finanstilsynet ville godkende Jacob Aarup-Andersen som ny administrerende direktør, men tilsynet afviste ham.
Dermed stod Jesper Nielsen i spidsen for banken fra 1. oktober 2018 til juni 2019. For Jesper Nielsen har det været en »mærkelig« situation, og det har taget ham en rum tid at »vikle sig ud af Danske Bank«.
»Bare som eksempel var mit Apple-id koblet op på min Danske Bank-e-mail. Det siger lidt om min alder, fordi min første e-mail-adresse var den, jeg fik ved Danske Bank. Når man er vokset op i en virksomhed, både arbejdsmæssigt og på den personlige front, er det svært at skilles fra den del, og alle de mennesker, som man kender gennem sit job,« siger Jesper Nielsen.
Nu vender han så tilbage til toppen af den danske finansscene uden for Danske Bank, når han sætter sig i stolen som ny administrerende direktør hos IT-selskabet BEC, hvor han afløser Kurt Nørrisgaard.
Ifølge Jesper Nielsen er det »virkelig en spændende forretning«, og selv om den måske fylder »mindre i offentligheden«, ligger der en kæmpe udviklingsopgave.
BECs teknologier håndterer i dag 20-30 pct. af alle danske bankkunder for pengeinstitutter lige fra Nykredit og Arbejdernes Landsbank til en række lokale andels- og sparekasser. Netop IT er fuldstændig centralt for banker: IT er gået fra at være en mindre del af forretningen til at være blandt de største omkostningsposter.
Og samtidig bliver branchen til stadighed mere og mere digital, og her står BEC centralt, mener Jesper Nielsen.
»I forhold til en finanssektor, der bevæger sig mere og mere digitalt fremadrettet, er arbejdet i BEC utroligt vigtigt og ikke mindst spændende,« siger Jesper Nielsen.
Han begynder 1. oktober i BEC, der ejes af 21 pengeinstitutter, som også er kunder i virksomheden.