Danske Bank får millionbøde for vildledning af kunder

Bagmandspolitiet har uddelt en bøde på ni mio. kroner til Danske Bank for at have givet vildledende informationer til omkring 10.000 kunder i forbindelse med den såkaldte Flexinvest Fri-sag. Banken accepterer bøden.

Mads Claus Rasmussen

Danske Bank har fået en bøde på ni mio. kroner for at have vildledt tusindvis af kunder.

Det drejer sig om den såkaldte Flexinvest Fri-sag, hvor landets største bank solgte et investeringsprodukt til kunder, selv om banken siden 2017 ud fra egne beregninger vurderede, at produktet havde et forventet negativt nettoafkast set over fem år for ca. 10.000 kunder. Alligevel oplyste banken ikke kunderne om, at de ville tabe penge.

»Det er essentielt, at kunder kan have tillid til, at de modtager korrekt rådgivning fra danske pengeinstitutter. En sag som denne er alvorlig, da der er risiko for, at kundernes generelle tillid til det finansielle system bliver svækket, når pengeinstitutter ikke i tilstrækkeligt omfang sørger for at beskytte og vejlede deres kunder i overensstemmelse med lovgivningen. Derfor er vi tilfredse med, at lovovertrædelsen er erkendt og har resulteret i en bøde på ni mio. kroner,« siger Per Fiig, der er fungerende statsadvokat hos SØIK, i en pressemeddelelse.

Vagthund tilfreds med straf

Det var Finanstilsynet, der i august 2019 politianmeldte Danske Bank i sagen om salget af Flexinvest Fri. Sagen kostede samme år den midlertidige topchef Jesper Nielsen jobbet.

Tirsdag erklærer Finanstilsynets direktør Jesper Berg sig tilfreds med, at en overtrædelse af investor-beskyttelsesbekendtgørelsens forbud nu for første gang munder ud i en straf. Ifølge tilsynsdirektøren er der nemlig tale om en »meget alvorlig overtrædelse« af reglerne.

»Det er vigtigt for borgernes og investorernes tillid til den finansielle sektor, at de kan stole på, at pengeinstitutterne rådgiver i kundernes bedste interesse. Vi har haft et godt samarbejde med SØIK om denne sag, og med afgørelsen sender vi et vigtigt signal, der viser de finansielle virksomheder, at det koster at bryde reglerne,« lyder det fra Jesper Berg.

Danske Bank har taget en række initiativer

Danske Bank har accepteret at betale bøden med det samme. Fra bankens administerende direktør Chris Vogelzang lyder det, at banken, »som forventet har modtaget en bøde i sagen«. Dertil oplyser banken, at man har kontaktet de kunder, som tilsyneladende er blevet rådgivet forkert i forbindelse med FlexInvest Fri

»Vores kunder skal kunne stole på, at vi varetager deres interesser og giver dem korrekt og tilstrækkelig information og rådgivning. Vi har derfor kontaktet alle berørte kunder og har kompenseret over 99 pct. af dem. Vi har taget en række initiativer for at rette op på problemet og sikre, at det ikke sker igen,« udtaler Chris Vogelzang i en pressemeddelelse.

Danske Bank oplyser, at banken ikke har yderligere kommentarer.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tidligere understreget, at han »ser med stor alvor« på sagen.

»Sagen her skader ikke kun Danske Bank, men risikerer at svække tilliden til hele den finansielle sektor. Og det er alvorligt, for vi skal alle sammen kunne stole på vores bank,« har ministeren udtalt.