Dansk topchef tæt på at sætte sig for bordenden i Norwegian

En dansker kan meget vel komme til at sidde for bordenden i det norske flyselskab Norwegians bestyrelse.

Niels
DFDS' administrerende direktør, Niels Smedegaard er blevet indstillet til formandsposten i Norwegian.. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

En dansk topchef er udset til at få en nøglerolle i det gældsplagede norske flyselskab Norwegian.

Den nuværende topchef for det danske rederi DFDS, Niels Smedegaard, er blevet indstillet til at overtage rollen som bestyrelsesformand i Norwegian.

Det skriver flere medier mandag - blandt andet det norske erhvervsmedie DN.no.

Det er en såkaldt valgkomité i Norwegian Air Shuttle, der har valgt at indstille den danske topchef.

Den ledige formandspost sker som konsekvens af, at den nuværende bestyrelsesformand for Norwegian, Bjørn H. Kise, i marts meddelte, at han ville træde tilbage i starten af maj. Han har siden 2010 siddet i spidsen for luftfartsselskabets bestyrelse, hvor han igennem mange år har haft en tæt parløb med Bjørn Kjos, der er administrerende direktør i Norwegian.

Valgkomitéen indstiller ligeledes Ingrid Elivra Leisner som nyt bestyrelsesmedlem. Der er valg til bestyrelsen på selskabets generalforsamling den 7. maj.

Ny karrierevej

Niels Smedegaard har stået ved roret i rederiet siden 2007. Han meddelte i sidste måned, at han forlader DFDS efter 12 år ved udgangen af april. Og dermed er der lagt op til en bestyrelseskarriere for den i dag 56-årige erhvervsmand.

Niels Smedegaard har tidligere haft ledende roller i selskaber som Gate Gorumet Group, Swissair og SAS. Desuden blev Niels Smedegaard i maj 2018 valgt som formand for interesseorganisationen Danske Rederier.

Selskab Kurs Ændr. %

Niels Smedegaards periode i spidsen for DFDS må karakteriseres som ret solid, hvor det er vokset pænt.. Han er manden, der har fået selskabet på ret kurs. Han købte i 2010 det britiske rederi Norfolkline af Mærsk-koncernen og betalte i 2018 7,1 milliarder kroner for det tyrkiske færgefragtselskab U.N. Ro-Ro.

Hvis Niels Smedegaard bliver valgt som formand for selskabet, er opagaven relativt klart defineret. Gælden skal ned, og der skal tjenes penge.

Flyver rundt med gæld

Norwegian er vokset massivt de seneste to årtier og har derfor ikke været en profitabel forretning, mens gælden bare har hobet sig op. Derfor varslede flyselskabet allerede sidste år en stor spareplan, som skulle skære to milliarder norske kroner af de samlede udgifter i 2019.

Norwegian valgte at lukke flere baser og ruter rundt omkring i verden.

»Virksomheden er nået til et punkt, hvor den er nødt til at lave nødvendige justeringer til sin portefølje af ruter for at forbedre bæredygtigheden og de finansielle resultater i det her meget konkurrenceprægede marked,« forklarede Helga Bollmann Leknes, kommerciel direktør og HR-ansvarlig i en meddelelse, tilbage i januar, da planen blev præsenteret.

Mens gældspuklen er enorm, er aktiekursen er næsten halveret siden nytår, og selskabet har måttet hente ekstra kapital hos en række norske rigmænd for at holde sig flyvende.

De seneste uger har ikke gjort tilværelsen nemmere for Norwegian efter at 18 af selskabets fly af typen Boeing 737 MAX 8 har fået flyveforbud. Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, koster det dagligt Norwegian cirka en halv millioner kroner i indtægt per fly så længe de står på jorden.

Forbuddet er et resultat af, at to tragiske flystyrt med netop den flytype inden for et halvt år, hvilket fik blandt andet den europæiske luftfartsmyndighed, EASA, til at indstille alle flyvninger med MAX 8-flyet. I den forgangne måned var det et Ethiopian Airlines-fly, der styrtede ud for Nairobi og samtlige 157 mennesker ombord mistede livet. I oktober styrtede et fly af også typen Boeing 737 MAX 8 i Indonesien, hvor 189 mennesker.