Dansk topchef fyret efter hvidvaskskandale

Swedbanks bestyrelse har torsdag formiddag fyret den danske topchef Birgitte Bonnesen i kølvandet på omfattende hvidvaskskandale.

Bestyrelsesformand Lars Idermark har sammen med resten af bestyrelsen i den svenske storbank Swedbank torsdag fyret dens danske topchef Birgitte Bonnesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Janerik Henriksson/TT/Ritzau Scanpix

Birgitte Bonnesen er færdig som topchef for Swedbank. Bestyrelsen i den svenske storbank har netop meddelt børsmarkedet, at man har fyret den danske direktør.

»De seneste dages begivenheder har forårsaget en enorm belastning af banken. Bestyrelsen har derfor afskediget Birgitte Bonnesen. Når det er sagt, har Birgitte Bonnesen i sine tre år som administrerende direktør ydet et vigtigt bidrag ved at skabe en førende digital bank med fysisk tilstedeværelse,« udtaler bestyrelsesformand Lars Idermark i meddelelsen.

Samtidig er aktien blevet sat i bero på børsen i Stockholm.

Beslutningen er blevet truffet på et bestyrelsesmøde denne morgen. I hendes sted træder finansdirektør Anders Karlsson. Han er blevet udnænt som midlertidig topchef, mens bestyrelsen leder efter en permanent afløser.

Kort tid efter yderligere pres

Meddelelsen kommer kort tid efter, at tre af de fire største aktionærer i Swedbank havde lagt yderligere pres på topchefen med et aggressivt signal. Aktionærerne, der til sammen ejer 16 pct. af Swedbank, ville stemme nej til et punkt på dagens generalforsamling vedrørende ansvarsfrihed til topchefen. Generalforsamlingen afholdes kl. 11.

Onsdag gennemførte det svenske bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten, en razzia i bankens lokaler i Stockholm. Bagmandspolitiet efterforsker lige nu, om der er sket brud på insiderlovgivningen, før det svenske medie SVT i februar offentliggjorde sine første artikler om mulig hvidvask i Swedbank. Siden dengang er aktien dykket med ca. 30 pct.

Thomas Langrot fra Ekobrottsmyndigheten har givet udtryk for, at den svenske storbank vanskeliggør myndighedernes efterforskning. Ifølge Dagens Industri nægter banken at udlevere en rapport, som den har lavet om potentiel hvidvask, skriver Dagens Industri.

Nærmer sig proportioner fra Danske Bank-skandalen

Den interne rapport er skrevet af den norske advokat Erling Grimstad. Konklusionen er tilsyneladende, at der var store mangler i bankens overvågning og anmeldelse af mistænkelige transaktioner.

I denne uge er det også kommet frem, at sagen omfang potentielt er meget større end hidtil antaget. En intern undersøgelse fra Swedbank viser, at 135 mia. euro blev ført gennem bankens estiske afdeling. Hidtil har man talt om overførsler for 95 mia. svenske kroner. Det svarer til en 15-dobling af de potentielt stærkt problematiske transaktioner.

Sagen om mulig hvidvask i Swedbank nærmer sig dermed proportionerne, som man kender fra Danske Banks hvidvasksag. Her flød der 200 mia. euro gennem Danske Banks estiske filial.