Der har i flere måneder været spekulationer om en kommende børsnotering af den danske juicegigant Joe & The Juice.
Nu sætter hovedpersonen, administrerende direktør Thomas Nørøxe, ord på planen, der skal løfte Joe & The Juice til næste niveau, efter at selskabet har været hårdt ramt af coronakrisen, massivt underskud og et pludseligt chefskifte.
Målet er at gøre kædens takeaway-juice populær i samme skala som Starbucks, der har spredt sin takeaway-kaffe til hele verden.
Det skal ske ved først at åbne forretninger i Qatar og Dubai næste kvartal, dernæst i Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain og Oman inden udgangen af året.
Etableringen i Mellemøsten skal bane vejen for en børsnotering, og hvis omstændighederne er til det, kan den ske om mellem tre og fem år. Det fortæller Thomas Nørøxe til Bloomberg.
»Vi er en konkurrentdræber. Vi mener, at vi har en berettigelse til at være på børsen. Vi er et forbrugerrettet brand, og en børsnotering vil gøre os mere synlige,« siger han til mediet.
Joe & The Juice blev stiftet i København i 2002 og har siden spredt sig til 15 forskellige lande. I dag har kæden omkring 300 forretninger.
Hele 200 til 300 butikker skal efter planen etableres inden for de næste ti år gennem en franchisemodel. Det skal sikre en vækst på 20 procent om året til Joe & The Juice, fortæller Thomas Nørøxe til Bloomberg.
Chefskifte og coronakrise
Det er ikke første gang, at Joe & The Juice præsenterer ambitiøse planer om vækst, men coronakrisen har været hård ved forretningen.
I slutningen af sidste år præsenterede Joe & The Juice planer om at udvide i Storbritannien, men virksomheden var udfordret af mangel på personale.
De seneste tre år har kæden tabt tæt på en milliard kroner, og især coronanedlukningerne ramte økonomien hårdt. Årsrapporten for 2021 er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Thomas Nørøxe har kæden øget sine indtægter, så Joe & The Juice nu er tilbage på niveau med 2019.
Tidligere i år var der chefskifte i toppen af virksomheden, hvor Thomas Nørøxe overtog topposten, efter at revisionshuset Deloitte havde fundet en række uregelmæssigheder i årsrapporten.
Ejerne af Joe & The Juice omfatter blandt andre H&M-familien og Egyptens rigeste mand, mangemilliardæren Nassef Sawiris.