Dansk iværksætterfestival kæmper for mere diversitet: »Vi har et ansvar«

18. og 19. september løb Skandinaviens største tech-summit af stablen på Vesterbro i København. TECHBBQ, som er navnet på den store iværksætterfestival, har i år sat fokus på diversitet i tech- og startupmiljøet, efter at en række rapporter har vist hvor lidt ligestilling, der er i det spirende erhvervsmiljø.

marie valentin beck og katrine arevad
Marie Valentin Beck og Katrine Arevad har været med til at sætte fokus på diversitet på TECHBBQ 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto/VINIA MEDIA

Onsdag og torsdag vrimlede det med iværksættere, investorer og tech-folk fra store dele af verden på Vesterbro midt i København. Og forhåbentlig var der en fair fordeling mellem mænd og kvinder.

Det er hvertfald ønsket fra holdet bag TECHBBQ, som er Skandinaviens største startup- og innovationsmesse, hvor de største talenter i det ind- og udenlandske techmiljø samles om at netværke, diskutere og – som navnet antyder – grille.

I år har den helt store agenda været kønsdiversitet:

»Vi er blevet en så stor platform, at vi har indflydelse på hele økosystemet i startup- og techmiljøet. Derfor har vi mulighed for at påvirke alle aktører i og omkring miljøet, så vi har et ansvar for at sætte det på vores agenda,« siger Katrine Arevad, chef for PR og kommunikation hos TECHBBQ.

Derfor hyrede TECHBBQ Marie Valentin Beck, der oprindeligt er sociolog og innovationskonsulent, og som i dag arbejder med diversitetsstrategier.

»TECHBBQ har stort potentiale for at gøre en forskel, fordi det hurtigt er blevet et stort arrangement, selvom det stadig er ungt. Det er her, hvor man mødes i branchen, og derfor er det muligt at gøre det til en naturlig del af det arbejde, de laver med startups,« siger hun.

At der er et problem med kønsdiversiteten, kan der ifølge Katrine Arevad og Marie Valentin Beck ikke herske tvivl om. Adskillige rapporter om emnet bakker dem op:

Danmark er faldet 42 pladser ned ad listen over lande, der er bedst til at sikre mangfoldig ledelse siden 2006. I år ligger Danmark nummer 95 på listen fra World Economic Forum.

Torsdag skrev erhvervsmediet Børsen, at en rapport fra Unconventional Ventures viser, at kun én pct. af venturekapitalen går til kvindelige startups.

En analyse af Boston Consulting Group (BCG), som udkom på kvindernes internationale kampdag i år, viser desuden, at kun tre pct. af de danske mænd mener, at der er et problem i relation til kønsbias. Netop uoverensstemmelsen mellem fakta og forestilling er et stort problem, mener Marie Valentin Beck.

»Vi har jo en selvforståelse af, at vi har fuldstændig styr på alt, hvad der angår ligestilling i Danmark. Derfor kan det være et kontroversielt emne at sige, man arbejder aktivt med. Forhåbentlig kan TECHBBQ som aktør være med til at udbrede diskussionen og arbejdet omkring det.«

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary gæstede bl.a. årets TECHBBQ sammen med den svenske kronprinsesse Victoria og prins Daniel. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto/VINIA MEDIA.

Diversitet er ikke kun for diversitetens skyld

Vækstfonden lavede sidste år en opgørelse over, hvor godt kvinder har været repræsenteret i de virksomheder, fonden har støttet siden årtusindskiftet. Her viste det sig, at kun fire pct. af de virksomheder, som fonden har finansieret med venturekapital, har haft kvindelige direktører.

Dog konkluderede Vækstfonden, at den ikke gav afslag på relativt flere kvinder. Antagelsen er derfor, at virksomheder med kvinder i hovedroller sjældnere efterspørger finansiering. Samme analyse kiggede på andelen af kvindelige business angels i Danmark i 2018: 14 pct.

Analysen konkluderede dog afslutningsvist: »Generelt kan analysen tyde på, at vi går glip af noget potentiale.«

Kigger man udelukkende på antallet af CVR-registreringer i Danmark, så stod kvinder for 26 pct. af dem i 2017, viser rapporten »Iværksætterindblikket« fra Fonden for Entreprenørskab på baggrund af tal fra Erhvervsstyrelsen. Det tal er desuden faldet fra 34 pct. i 2011.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan to iværksættere, som er kvinder, ikke ville kaldes kvindelige iværksættere. Dengang påpegede en diversitetsforsker, at selvom fokusset på kønnet er problematisk, så er det nødvendigt for at italesætte problemet. Netop den balance har TECHBBQ også kæmpet med.

Katrine Arevad, chef for PR og kommunikation hos TECHBBQ

»Hvis Norden skal være et fyrtårn i Europa for innovation og teknologi, så skal vi også være bedre til at sikre diversitet.«


Meget af det konkrete arbejde for diversitet på TECHBBQ er sket i arbejdet med fordelingen af talere, debattører og deltagere.

»Hvis Norden skal være et fyrtårn i Europa for innovation og teknologi, så skal vi også være bedre til at sikre diversitet,« siger Katrine Arevad, som også har arbejdet på at give eventet den rette stemning.

For selvom det, der oprindelig var et grillarrangement i Kongens Have, i dag har flere tusinde deltagere, så skal rammerne være afslappede, så alle føler sig velkomne. Det sker bl.a. gennem elementer fra naturen og loungeområder.

Marie Valentin Beck indskyder, at det ikke er, fordi der ikke findes kvinder, som er fremme i skoene og gerne vil til tops, men at arbejdet med diversitet handler om at gøre plads til alle typer mennesker.

»Det handler om innovationskraft. En uhomogen gruppe skaber bedre resultater end en homogen. Diversitet er altså med til at skabe bedre produkter og bedre forretninger, så forhåbningen er, at det store fokus på denne summit spreder sig ud i miljøet,« siger hun.