Coronakrise giver Danske Bank milliardtab
Trods en god udvikling i den underliggende forretning må landets største bank notere et milliardtab i årets tre første måneder. Særligt nedskrivninger og handelsindtægter blev påvirket af covid-19-pandemien.

Trods en god udvikling i den underliggende forretning må landets største bank notere et milliardtab i årets tre første måneder. Særligt nedskrivninger og handelsindtægter blev påvirket af covid-19-pandemien.

Coronakrisen sætter sit tydelige aftryk på resultaterne i første kvartal hos landets største bank.
Danske Bank nedskriver for 4,25 mia. kr. grundet coronavirus og krise i oliesektor og får et minus på 1,3 mia. kr., viser storbankens netop offentliggjorte regnskab. Til sammenligning havde Danske Bank et overskud på 3,0 mia. kr. i samme kvartal året før.
»I de første to måneder af 2020 var der en god udvikling i den underliggende forretning, med god kundeaktivitet og udlånsvækst på de fleste markeder. Hen mod slutningen af kvartalet blev resultaterne væsentligt påvirket af coronavirus-pandemien. Dette skyldtes særligt, at vi foretog nedskrivninger på baggrund af antagelser om et dårligere makroøkonomisk scenarie, faldet i oliepriserne samt på udlån til visse brancher,« udtaler Chris Vogelzang, adm. direktør i Danske Bank, i forbindelse med regnskabet.
Bankens samlede indtægter udgjorde 9,6 mia. kr. og faldt 11 pct. i forhold til første kvartal 2019. Nettorenteindtægterne var fortsat på et godt niveau, mens nettogebyrindtægterne steg.
Til gengæld var nedskrivningerne på 4,3 mia. kr. i første kvartal 2020 mod 0,4 mia. kr. i samme kvartal året før markant større end ventet. Langt størstedelen af nedskrivningerne kan ifølge Danske Bank henføres direkte til udbruddet af covid-19-pandemien, den efterfølgende samfundsøkonomiske tilbagegang og kollapset i oliepriserne.
Den omfattende turbulens på de finansielle markeder medførte desuden ekstraordinært lave handelsindtægter. I årets første kvartal udgjorde handelsindtægterne blot 291 mio. kr. Det svarer til et fald på 82 pct. i forhold til første kvartal 2019.
»Danske Bank er imidlertid fortsat en af de mest velkapitaliserede banker i Europa, og vi er derfor godt rustet til fortsat at støtte vores kunder igennem krisen via en lang række initiativer, og dette er vores højeste prioritet,« udtaler Chris Vogelzang.
Danske Bank-topchefen præsenterede for seks måneder siden nye målsætninger. Banken skal blandt andet frem mod 2023 nå en egenkapitalforrentning på ni til ti pct. og en omkostningsprocent i den lave ende af 50erne.
I årets første kvartal lød egenkapitalforrentningen efter skat imidlertid på -3,8 pct., og det er »selvsagt ikke tilfredsstillende«, påpeger Nordnets investeringsøkonom Per Hansen.
»Kvartalsregnskabet viser, at banken er i en omstillingsfase, hvor coronavirus kommer på et uheldigt og meget ubelejligt tidspunkt. Aktiekursen afspejler allerede meget lave forventninger de kommende kvartaler, men dagens resultat øger ikke i sig selv investorernes kortsigtede holdning,« vurderer han.
Det er mindre end to uger siden, Danske Bank meddelte, at banken dropper sit udbytte for 2019 som følge af covid-19. Det var planen, at bankens aktionærer skulle modtage et udbytte på i alt 7,3 mia. kr.
Danske Bank suspenderede i marts sine forventninger til den finansielle udvikling i 2020. Nu sigter storbanken mod et overskud på mindst tre mia. kr. i år, men banken understreger, at forventningerne er forbundet med stor usikkerhed.
Storbanken kunne til sammenligning præsentere et overskud på 15 mia. kr. i 2019.