Concordens afløser gør klar til at bryde gennem lydmuren med et – mindre – brag

Flyveturen til New York vil fremover kun tage tre og en halv time, når nye overlydsfly i løbet af nogle år står klar på startbanen til at efterfølge den navnkundige Concorde. Målet er at kunne komme hvor som helst ud i verden på fire timer – og til en billetpris på blot lige over 600 kroner. Der er dog lige nogle forhindringer, som først skal fjernes.

De nye overlydsfly, Overture, vil flyve i en højde på 18.300 meter, når de suser mod rejsedestinationen med op til 2.300 kilometer i timen, og passagererne vil kunne se Jordens krumning. Boom Supersonic/AFP/Ritzau Scanpix

Nye overlydsfly kan snart stå parat på startbanerne som afløser for den navnkundige Concorde, små 20 år efter at Concorden blev sendt på pension.

Så spænd sikkerhedsbæltet og tryk på stopuret. Flyveturen mellem London og Newark på den amerikansk østkyst er planlagt til at vare blot tre og en halv time – halvt så lang tid som i dag.