Den gamle stifter af og frontfigur i Norwegian har ikke opgivet sin drøm, som var ved at vælte det norske lavprisflyselskab, og han investerer nu i et nyt, norsk langdistanceselskab.
Den 74-årige Bjørn Kjos, der har været jagerpilot gennem seks år, er trådt ind i ejerkredsen bag Norse Atlantic Airways, som skal tage handsken op efter Norwegian og flyve mellem Europa og USA, så snart der bliver mulighed for det, for sidenhen at udvide til Asien, skriver den norske erhvervsnyhedstjeneste E24.
»Det er nu, man kan sikre gode betingelser,« siger Bjørn Kjos til E24 og kalder det »et vældig rigtig tidspunkt« at gøre klar til afgang, mens verden fortsat ligger i dvale som følge af coronaepidemien.
Samme ruter – samme fly
Selskabet skal flyve på mange af de samme ruter, som Norwegian havde, og skal også bruge nogle af de samme Boeing 787 Dreamliner-fly fra dengang.
De første afgange er planlagt til december 2021. I første omgang vil rutenettet gå fra Oslo, London og Paris til New York, Los Angeles og Miami i USA. Det er de samme destinationer, som Norwegian ud over Thailand og Singapore fløj på.
Norwegian tabte store penge på langdistanceruterne, som til sidst måtte nedlægges. En del af årsagen var, at flytypens Rolls-Royce-motorer ofte skulle til service, og så måtte Norwegian i mellemtiden leje dyre reservefly. Nu tror Bjørn Kjos på, at hans gamle og nye selskab kan samarbejde til fælles bedste, hvor Norwegian, som forventer at komme i luften igen inden sommerferien, vil koncentrere sig om europæiske ruter.
Norwegian er i færd med at blive rekonstrueret oven på coronakrisen og har blandt andet meddelt, at 34.000 flypassagerer ikke vil få refunderet deres ubrugte billetter.
Ser et samarbejde mellem Norse og Norwegian
Bjørn Kjos mener, at Norse Atlantic Airways kan samarbejde med både Norwegian, EasyJet og amerikanske JetBlue. Norwegian har ikke villet kommentere tilkomsten af Norse.
Også den anden Norwegian-stifter og tidligere bestyrelsesformand, Bjørn Kise, er med i den nye satsning i Norse Atlantic Airways, der har Bjørn Tore Larsen som grundlægger og chefpilot. Bjørn Tore Larsen ejer 63 procent af selskabet, mens Bjørn Kjos nu ejer 15 procent og Bjørn Kise 12 procent.
»Jeg ser disse selskaber som en samlet satsning. Hvis ikke Norwegian vil og kan satse på langdistance, er det vældigt fint, at Bjørn Tore og holdet gør det. Det er en win-win-situation for begge selskaber,« siger Bjørn Kjos til E24.
Analytiker: Endnu en konkurrent til SAS
Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og har fulgt luftfartsbranchen tæt gennem mange år, er overrasket over at høre om det nye selskab.
»Det lyder spændende, og spørger man samtlige netværksselskaber, om det kan blive en succes, vil de sikkert sige nej. Hvis det bliver virkelighed, bliver det endnu en konkurrent til SAS og et selskab, der vil gøre sig lækker over for kunderne og tage markedsandele ved at tilbyde lavere priser,« siger han til branchesitet Check-in.dk.
Den markante og bramfri Bjørn Kjos trak sig i sommeren 2019 som topchef efter 17 år på posten i Norwegian, som han var med til at stifte i 1993, og som han blev synonym med. Fra dengang 130 ansatte og fire fly videregav han et selskab med flere end 11.000 ansatte og 162 fly.
Bjørn Kjos er uddannet jurist fra Oslos universitet og nåede 20 års erfaring som advokat med speciale i skibsfart og shipping.
Norse Atlantic Airways går efter at blive børsnoteret i april.