Business-update: Coronakrisen kradser hos advokatstanden – topfirma gennemfører stor fyringsrunde

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste historier blandt de mange nyheder om coronavirussen, der vedrører økonomi og virksomheder.

Coronavirussen har blandt andet bremset antallet af virksomhedshandler, og det kan mærkes hos Kromann Reumert.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

God eftermiddag og velkommen til dagens businessupdate, der holder dig både opdateret og velinformeret om dagens vigtigste erhvervs- og økonominyheder.

Stor fyringsrunde hos topadvokatfirma

Coronakrisen har nu også ramt advokatbranchen, hvor et af Danmarks største advokatfirmaer har været nødt til at fyre en række medarbejdere. Det skriver Finans.

Torsdag sagde Kromann Reumert farvel til 29 personer – både fuldmægtige, advokater og administrativt personale – som en konsekvens af, at coronaudbruddet blandt andet har fået mange virksomheder til at droppe virksomhedshandler. Fusioner og overtagelse er store forretningsområder for advokathusene.

Kromann Reumerts managing partner Anders Stubbe Arndal siger i en meddelelse til Finans, at han forventer et »mærkbart dyk« de næste par måneder.

»Og vi ser desværre ikke tegn på, at dykket i efterspørgslen på nogle områder i tilstrækkelig grad kan modsvares af øget sagstilgang og aktivitet inden for andre områder. Derfor gennemfører vi en tilpasning af vores virksomhed, der desværre betyder, at vi må sige farvel til gode kolleger,« udtaler Anders Stubbe Arndal.

Finanstilsynet til Danske Bank: Få styr på ejendomsværdier

Finanstilsynet har fredag udstukket en række påbud til Realkredit Danmark og kritiseret selskabets samarbejde med Danske Bank. Det skriver både Børsen og Finanswatch.

Efter en inspektion hos realkreditselskabet, har Finanstilsynet blandt andet anfægtet, at Realkredit Danmark har outsourcet hele sin compliance-funktion til Danske Bank, men at det ikke er gjort ordentligt på alle områder. Derfor lyder et af påbuddene, at Realkredit Danmark internt skal udpege en compliance-ansvarlig.

Et af de andre påbud lyder på, at Realkredit Danmark ikke har haft ordentligt styr på værdien af de ejendomme, man har givet lån til. Finanstilsynet kritiserer for eksempel, at realkreditselskabet i sin overvågning af kundernes friværdier ikke dagligt opdatere værdien af lånene. Den værdi skal bruges til at beregne, om der skal stilles yderligere sikkerhed for lånet.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Storkøbenhavnske boligejere kan glæde sig over særligt ét punkt i de nye boligskatteregler

Fredagens politiske aftale om fremtidens boligskatter lægger et loft over stigninger i grundskylden, og det vil særligt boligejere i det storkøbenhavnske område kunne mærke, viser tal fra Skatteministeriet. Ifølge boligøkonom Mira Lie Nielsen i Nykredit har netop boligejere i hovedstaden og andre store byer grund til at glæde sig over den nye aftale. Det skriver vores journalist Vibe Hyltoft.

Læs historien her.

Læs også: 715.000 boligejere får 13 milliarder kroner tilbage i skat

2. Overdommerne: Facebooks poster girl putter med honoraret

Holder tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt aldrig op med at overraske? Trods nyt job som sherif for Facebook får hun en dårlig start med hemmelighedskræmmeri og svirrende rygter om millionløn. Ned med hende, og op med den tapre museumsdirektør fra ARoS, skriver journalist Birgitte Erhardtsen og Business-redaktør Thomas Bernt Henriksen i ugens Overdommerne.

Læs historien her.

3. Dansk økonomi er mindre hårdt ramt end frygtet – men skuffelser venter forude

Dansk BNP faldt med knap to procent i første kvartal og ligger dermed i den bedre ende sammenlignet med andre europæiske lande. Mere dårligdom vil vise sig i tallene for andet kvartal, men faldet kan i de fleste lande vise sig at blive mindre, end mange forudser på nuværende tidspunkt, skriver økonomiredaktør Ulrik Bie.

Læs historien her.

4. Den største vinder ved partilederdebatten var slet ikke til stede – og det er godt nyt for dansk økonomi

Man må forstå, at statsministeren med sin reaktion på udspillet fra Venstre indtil videre har valgt at være en figur, der samler en bred koalition om en økonomisk genopretningsplan. Det vil passe erhvervslivet godt. Brede aftaler om dansk økonomi sikrer størst mulig stabilitet og forudsigelighed om rammevilkårene for virksomhederne, skriver vores redaktør Thomas Bernt Henriksen i en kommentar.

Læs kommentaren her.

5. Danske Bank-formand svarer igen på kritik: »Vi udviser virkeligt samfundssind«

Kæmpe lønhop, hårdere krav til boligejere og et omdiskuteret milliardudbytte har udløst en byge af kritik mod landets største bank. Nu tager bestyrelsesformand Karsten Dybvad til genmæle: Danske Bank har i høj grad udvist samfundssind under coronakrisen, mener han. Vores journalister Søren Martin Olsen og Jakob Chor har snakket med Dybvad.

Læs historien her.