God morgen og velkommen til årets første nyhedsoverblik fra Berlingske Business. I dag blandt andet med bankbosser, der er klar til nye opkøb og skatteminister Karsten Lauritzen (V), der mener, at det har lange udsigter med et velfungerende skattevæsen.
Bankbosser: Hver sjette bank kan forsvinde
Der bliver færre og færre banker i Danmark, og den udvikling kan tage til over de kommende år. Mere præcist kan hver sjette bank være opslugt om fem år, mener en række bankbosser.
Det skriver borsen.dk (kræver abonnement).
Antallet af banker er mere end halveret til 65 på ti år, og det er den konsolidering, der vil fortsætte, mener bankcheferne. I alt 25 bankdirektører medvirker i en rundspørge Dagbladet Børsen har lavet, og alle bankdirektørerne mener, at der er færre banker om fem år. Gennemsnittet af de seks direktører, der vil give et bud på et tal, tror, at der vil være cirka 55 banker.
Adm. direktør Karen Frøsig i Sydbank fremhæver, at konsolideringen drives af to faktorer. Dels de kendte og dels de ukendte.
»Blandt de kendte er øgede krav fra lovgivere om efterlevelse af kapitalkrav eller compliance. Det har historisk set betydet øgede omkostninger og kompleksitet i bankdriften. Blandt de ukendte er udviklingen på markedet, og om der kommer nye kriser,« siger Karen Frøsig.
Landets største bank i form af Danske Bank forventer ikke noget stort fald i antallet af pengeinstitutter.
»Danske Bank har en størrelse i Danmark, der betyder, at vi ikke kan blive ret meget større gennem opkøb. Derfor er vores primære fokus at styrke vores position i Danmark organisk,« siger Kenni Leth, der er pressechef i Danske Bank.
Minister: Lange udsigter for velfungerende skattevæsen
Det går den rigtige vej med at få genopbygget et velfungerende skattevæsen, men det kommer til at tage tid. Skatteminister Karsten Laurtizen (V) mener ikke, at det bliver mens han er minister.
»Det bliver ikke i min tid som skatteminister, at man kan sige, at skatteforvaltningen fungerer igen,« siger Karsten Lauritzen.
For at få bugt med de mange skandaler er Skat blevet nedlagt, og syv nye styrelser er blevet oprettet. Det skete for et halvt år siden.Men trods det har der fortsat været en række skandaler. Blandt andet rekordstor gæld til det offentlige og eftergivelse af skattegæld.
Karsten Lauritzen forsikrer, at der alligevel er fremdrift i genopbygningen af skatteforvaltningen, men beder om tålmodighed. Problemerne er ikke løst om et år, fremhæver han.
Socialdemiokratiets skatteordfører Jesper Petersen er ikke helt tryg.
»Det er ikke tilstrækkeligt at købe nye visitkort og kalde kontorerne noget nyt. Regeringen har igen og igen afvist os i et krav om at styrke skattevæsenet, så vi kunne bringe tabet af skatteindtægter ned,« siger Jesper Petersen.
Magert år for børsen
Sidste år blev et magert år for børsen. Det endte langt fra endte sådan, som banker, investorer, fondsbørsen og de danske aktionærer havde håbet i begyndelsen af 2018. Blot et enkelt nyt selskab kom på den danske børs i året, hvor der ellers var masser af selskaber, der var kandidater til at blive børsnoteret.
Det skriver Berlingske Business.
To af topfolkene i Danske Banks corporate finance-afdeling, Christian Lindholm og Christian Hansen, giver i Berlingske Business deres bud på, hvorfor tingene ikke gik som planlagt, og hvad 2019 kan byde på.
Det sker på markederne
Skuffende nøgletal fra Kina lægger onsdag pres på de asiatiske børser, hvor markedet i Tokyo dog fortsat holder nytårslukket.
Nikkei 225 i Japan: Lukket
Hongkongs Hang Seng: -2,5 pct.
China Shanghai Composite: -1,1 pct.
Sydkoreas Kospi: -1,5 pct.
Det skal investorerne holde øje med
Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen fremhæver tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:
Vestas fik på årets sidste dag en gevaldig slutspurt med 673 MW nye ordrer. Mon ikke det giver lidt aktiemæssig medvind fra starten?
I Storbritannien har DFDS fået en ordre med en værdi på cirka 350 mio. fra det britiske transportministerium. DFDS skal sammen med to andre færgeselskaber være »stand-by« som en nødløsning, hvis der ikke kommer en aftale mellem Storbritannien og EU om Brexit inden den 29/3.
Den amerikanske nedlukning af dele af den offentlige sektor har nu varet i 11 dage. Det er på den ene side længere end de gennemsnitlige otte dage, som de seneste 20 nedlukninger har varet. På den anden side er det ikke noget, som investorerne plejer at være specielt urolige for. Præsident Donald Trump har indkaldt til forhandlinger og mon ikke der kommer en løsning indenfor få dage. Det er i hvert fald den logik, som investorerne antager også gælder denne gang.