Bilproduktion bremset af storindkøb af elektronik og Trumps krig mod Kina
Verdens største bilproducenter er nødt til at lukke for bilproduktionen, fordi der er mangel på computerchip. Der kan gå op til et halvt år, før situationen ændres.

Verdens største bilproducenter er nødt til at lukke for bilproduktionen, fordi der er mangel på computerchip. Der kan gå op til et halvt år, før situationen ændres.

Flere af verdens største bilproducenter bliver nu tvunget til at lukke fabrikker, fordi de ikke kan skaffe tilstrækkeligt med computerchip, som skal bygges ind i bilerne.
Forsyningsmanglen rammer ifølge nyhedsbureauet Reuters giganter som Ford, Toyota, Volkswagen, Nissan og Fiat Chrysler. Den skyldes både, at lagrene er tømte efter et enormt elektroniksalg i 2020 som følge af coronaepidemien, at bilsalget selv er gået godt – og at USAs afgående præsident, Donald Trump, for at bringe blandt andet den kinesiske mobilgigant Huawei i knæ har forbudt at bruge amerikansk software og amerikansk udstyr til fremstilling af de stadig vigtigere computer- og mobilchip, som er hjernen i næsten al elektronik.