Travlt Samsung-år: Virksomheder fremrykker investeringer i udstyr

Elektronikgiganten har til tider ikke kunnet følge med efterspørgslen på nye telefoner og andet udstyr, og Samsungs danske direktør tror på et lige så godt 2021 takket være nye produkter og en stor satsning på at være miljøvenlig og -rigtig.

Emballagen til fladskærms-tv'et kan genbruges som en lille reol og dermed være med til at mindske affaldsmængderne. Samtidig forsvinder farvepåtryk og klistermærker nu fra Samsungs indpakning af de store fladskærme som led i miljøindsatsen, der vægtes mere og mere af kunderne.

Elektronikgiganten Samsung har haft et særdeles godt og travlt 2020, fordi danske virksomheder på grund af coronaepidemien i hast har skullet købe nyt udstyr før tid. Alligevel tegner 2021 også lovende, og Samsungs mange tiltag på miljø- og klimaområdet får betydning, når der købes nye telefoner og skærme ind – både til arbejdspladsen og til hjemmet.

Sådan lyder meldingen fra Claus Holm, der er Samsungs danske direktør, oven på en række nylanceringer fra den sydkoreanske gigant i sidste og denne uge, hvor verdens største forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), løber af stablen.