Analytiker: Dyr aftale for SAS, men ingen katastrofe

Hvis SAS skal være et rentabelt selskab, skal der skæres i omkostningerne hvert år. Det bliver ulige meget sværere med den nye overenskomst, der netop er indgået med piloterne, forehæver analytikere.

Hvis SAS' nye overenskomst med piloterne danner præcedens blandt alle medarbejdergrupperne i SAS, vil det give selskabet en ganske betydelig ekstra udgift til lønninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vibeke Toft

Nu kan der endelig komme underskrifter på en ny overenskomst mellem SAS og piloterne. Den nye overenskomst giver næsten det dobbelte i lønstigninger til piloterne i forhold til den foregående aftale. Det er en dyr aftale for SAS, men ingen katastrofe.

Sådan lyder det fra aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, der har fulgt SAS tæt i flere år. Der er tale om en treårig aftale, som giver piloterne en lønstigning på 3,5 pct. i 2019, tre pct. i 2020 og fire pct. i 2021. Samtidig får piloterne også en jobsikkerhed.

Undervejs i forhandlingerne forlød det i svenske medier, at piloterne stillede krav om lønstigninger på 13 pct. om året. Det endelige resultat blev således et stykke fra det krav, men den lønstigning, piloterne får, ligger stadig over, hvad man ser mange andre steder på det danske arbejdsmarked.

»Det har været en dyr strejke for SAS, men sådan skal det være. Når man strejker i en uge, må det blive en aftale, som lægger sig lige op ad smertegrænsen. SAS kan ikke klare at give mere i forhold til løn og andre vilkår,« siger Jacob Pedersen.

»I de seneste fem til seks år har SAS vundet konkurrencekraft over for konkurrenterne. Det bliver væsentligt sværere i fremtiden. For at SAS skal være et rentabelt selskab, skal det spare penge hvert år. Det bliver bestemt ikke nemmere med denne aftale,« siger Jacob Pedersen.

Fortsættelse følger

Han fremhæver, at pilotstrejken er slut, men fortsættelse følger, når de andre medarbejdergrupper i SAS sætter sig til forhandlingsbordet.

Samme melding komme fra investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen. Han kalder i lighed med Jacob Pedersen lønstigningen for stor.

Aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen.

»I de sidste fem til seks år har SAS vundet konkurrencekraft over for konkurrenterne. Det bliver væsentligt sværere i fremtiden. «


»Der har været udvist løntilbageholdenhed ved seneste overenskomster af hensyn til konkurrenceevnen, men i den henseende vil det kun være naturligt, hvis også andre personalegrupper skifter fra fløjls- til boksehandsker og minder SAS om, at løndøren må være åben. Det springende punkt er, om SAS kan få produktiviteten yderligere op. I så fald kan lønstigninger forsvares. Hvis ikke bliver det en dyr omgang,« skriver Per Hansen i en kommentar til den nye overenskomst.

Han fremhæver, at hvis piloternes lønstigning kommer til at danne præcedens i SAS, vil det give selskabet en ekstra udgift til løn på omkring 1,1 mia. svenske kroner. Det svarer til 760 mio. kroner.

Forhandlinger under pres

Den nye overenskomst blev indgået efter meget lange forhandlinger, som startede onsdag morgen. Det endte med at blive et 30 timer langt forhandlingsforløb, det foregik under den norske forligsinstitution. Ifølge reglerne i Norge fortsætter man forhandlingerne, indtil der bliver nået et resultat eller at forhandlingerne bryder sammen.

Som en begrundelse for lønstigningerne skriver SAS Pilot Group i en pressemeddelelse, at piloterne har et stort efterslæb i forhold til kollegerne i andre selskaber på grund af et stort løn- og pensionsstop tilbage i 2012. Dengang hang SAS rent økonomisk helt ude i tovene.

Lektor i arbejdmarkedspolitik ved København Universitet Steen Erik Navrbjerg ser forhandlingerne hos SAS som et tydeligt tegn på, at globaliseringen med de stadig mere åbne grænser har sat en helt ny dagsorden for overenskomstforhandlingerne.

»Overenskomster følger landegrænserne, men der er kommet stadig flere multinationale selskaber til, og de går på tværs af grænserne. Det sætter de overenskomstforhandlinger, der er i eksempelvis luftfart branchen under pres. Luftfarten er en af de brancher, hvor man virkelig kan arbejde på tværs af grænserne, fordi det er så let at flytte rundt på personalet,« siger Steen Erik Navrbjerg.

Han nævner Ryanair som eksempel. Selskabet fik i 2015 via en afgørelse i arbejdsretten påbudt at ansætte under danske løn og vilkår, hvis man ville have en base i Danmark. Det ønskede Ryanair, ikke og det betyder bare, at Ryanair i dag flyver ud af København med fly, som har base i Litauen. Og Ryanair er i dag det selskab, som er tredjestørst på flyvninger ud af København.

»Globaliseringen er med til at gøre, at parter går til overenskomstforhandlingerne med vidt forskellige logikker. Den ene part i form af Dansk Pilotforening går til forhandlingerne med udgangspunkt i bundlinjen. Det går godt i SAS, og selskabet har et overskud på én mia. kr. Dem vil piloterne gerne have nogle af,« siger Steen Erik Navrbjerg.

»Den anden part siger, at vi er en branche, der er under meget hårdt pres internationalt. Derfor må vi holde igen, hvis vi ikke skal blive udkonkurreret. Det er bare to meget forskellige indgangsvinkler,« siger Steen Erik Navrbjerg.