Amazon og TopShop bliver nævnt som mulige købere af Magasins kriseramte ejer

Alt er i spil, efter at Debenhams er gået i rekonstruktion, og selskabets långivere har taget kontrollen over den kriseramte stormagasinkæde.

Både Amazon og TopShop bliver nævnt som mulige købere af kriseramte Debenhams, der har 166 stormagasiner. Arkivfoto: Andy Rain/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Alt tyder på, at danske Magasin snart får en ny ejer.

Tirsdag gik Magasins engelske ejer, stormagasinkæden Debenhams i rekonstruktion, og dermed har selskabets långivere - heriblandt to storbanker og to hedgefonde  - overtaget kontrollen. Derfor er der udpeget en kurator, som nu er i gang med en plan for, hvordan kreditorerne skal slippe med skindet på næsen.

Men hvem vil overtage en kriseramt butikskæde i et hårdt presset engelsk detailmarked, og hvad vil et salg betyde for kæden og ikke mindst danske Magasin?

Debenhams har i lang tid kæmpet med enorme udfordringer på det engelske detailmarked, hvor særligt discountbutikker og nethandlen løber med kunderne. Samtidig har selskabet kæmpet med høje lejepriser og en gæld, der bare er blevet ved med at vokse. Selskabets långivere har omkring 6,3 mia. kr. i klemme.

Rekonstruktionen er kulminationen på en lang kamp mellem storaktionæren Mike Ashley på den ene side og Debenhams’ långivere på den anden side. De har hver især forsøgt at redde deres investeringer.

Da Debenhams mandag afviste Mike Ashleys kapitalindprøjtning på 1,3 mia. kr., gik Debenhams tirsdag i rekonstruktion og blev taget af børsen, mens selskabets aktionærer, inklusiv Mike Ashleys, har mistet deres penge.

Hvem er de nuværende ejere?

Efter Debenhams er gået i rekonstruktion, er det nu selskabets långivere og kreditorer, der formelt har kontrollen over selskabet og dermed også danske Magasin.

De største kreditorer er den britiske storbank Barclays og Bank of Ireland, samt de to hedgefonde GoldenTree Asset Management, der blev etableret i 2000 og har kontorer i New York, London, Singapore og Sydney, samt Silver Point Capital, der er en smule mindre og blev stiftet af to tidligere Goldman Sachs-partnere. Begge hedgefonde er specialiseret inden for højrisiko investeringer.

Derfor er kuratoren fra FTI Consulting gået i gang med at undersøge, hvordan kreditorerne taber mindst muligt på Debenhams.

Hvem er mulige købere af Debenhams?

Storaktionæren Mike Ashley, grundlægger af sportsudstyrskæden Sports Direct, ejede 30 pct. af Debenhams. Han har længe gjort det klart, at han er interesseret i at købe kæden på trods af, at han gentagne gange er blevet afvist af Debenhams' bestyrelse.

Han giver dog ikke ikke op så let, og han har allerede formelt meddelt, at han er parat til at købe Debenhams over for selskabets midlertidige ejere. Det har sportskædens stedfortrædende finansdirektør, Chris Wootton, oplyst til BBC.

Wootton forventer dog heller ikke denne gang, at det vil lykkes selskabet at købe Debenhams.

»Den måde, som det her er sat op på, siger os, at de nye ejere allerede har planlagt at sælge til en tredjepart, ikke til os,« siger han til BBC.

Wootton tror, at forskellige detailhandlere vil være interesseret i at købe Debenhams – heriblandt et andet stort navn fra Storbritannien, nemlig Topshop-ejeren Philip Green.

Ifølge Diane Wehrle, marketing- og detailhandelsekspert hos analysehuset Springboard, kan det dog blive svært at finde nogen, der vil købe hele selskabet.

»Det er en stor mundfuld at overtage en stormagasinkæde af Debenhams størrelse på et tidspunkt, hvor detailhandlen, særligt i England, har det svært. Men måske Amazon? De prøver sig stille og roligt frem. Men Amazon har en pragmatisk tilgang, og de har nok heller ikke appetit på så mange butikker,« siger hun til BBC.

Hun mener derfor, at nogle af butikkerne, især de små, vil blive solgt fra enkeltvis til andre kæder, som vil ekspandere – f.eks. Primark, Aldi eller Lidl – ligesom man har set det i Danmark, hvor Salling Group har købt rettighederne til Fætter BRs brand og overtaget 26 af de bedste butikker efter Top-Toys konkurs.

Hvad vil en ny ejer gøre med Debenhams?

Sports Directs finansdirektør siger til BBC, at hvis sportskæden overtager Debenhams, vil selskabet beholde 90 pct. af butikkerne.

»Vi vil selvfølgelig investere i butikkerne, for de ser meget trætte ud,« siger han.

Den nuværende plan er at genforhandle huslejen i nogle af butikkerne, mens omkring 50 stormagasiner skal lukkes inden næste år.

Eksperter peger over for BBC på, at en ny ejer vil slanke butiksnettet, og at kæden har brug for massive investeringer, hvis den skal være i stand til at konkurrere med andre britiske kæder.