Kriseramt Magasin-ejer er gået i rekonstruktion og taget af børsen

Debenhams långivere har taget kontrollen over det kriseramte selskab. Aktionærer vil efter alt at dømme tabe deres penge, mens Magasins skæbne er ukendt.

Den britiske detailkoncern Debenhams, der blandt andet ejer det danske stormagasin Magasin du Nord, er gået i rekonstruktion og går en uvis tid i møde. Indtil videre holdes butikkerne åbne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv: Andy Rain/EPA/Scanpix

Så gik den ikke længere.

Engelske Debenhams, der længe har været i store økonomiske problemer, og som bl.a. ejer danske Magasin, er gået i rekonstruktion – det, der tidligere hed betalingsstandsning.

Det oplyser selskabet.

Dermed har Debenhams långivere overtaget kontrollen med stormagasinkæden, og der er samtidig blevet udpeget en administrator, som skal løse problemerne.

Det betyder, at selskabet bliver pillet af børsen, og at aktionærerne formentlig har tabt deres penge, da de står bagerst i køen i forhold til at få penge ud af selskabet. Hele tirsdagen har Debenhams-aktien været suspenderet for handel.

Debenhams har i lang tid kæmpet med enorme udfordringer på det engelske detailmarked, hvor særligt discountbutikker og nethandlen løber med kunderne. Alt imens gælden i selskabet bare er blevet ved med at vokse og vokse.

Aktuelt lyder gælden på 4,5 mia. kroner. En stor del skal være betalt inden næste år.

Storaktionær kan byde på Debenhams

Rekonstruktionen er kulminationen på en lang kamp mellem storaktionæren Mike Ashley på den ene side og Debenhams’ långivere på den anden side. De har hver især forsøgt at redde deres investeringer.

Senest har Mike Ashley, der ejer knap 30 procent af Debenhams, indvilget i at garantere en kapitalindsprøjtning fra eksisterende aktionærer på 1,3 mia. kroner. Til gengæld skulle Mike Ashley have mere indflydelse i selskabet. Men det blev mandag aften afvist af Debenhams.

Selskabet FTI Consulting skal ifølge Bloomberg stå for rekonstruktionen, hvor långiverne, der inkluderer flere amerikanske hedgefonde, har taget kontrollen over Debenhams.

Ifølge Bloomberg vil FTI forsøge at få et nyt salg stablet på benene, og dermed kan Mike Ashley få mulighed for at byde på selskabet igen.

Samtidig er der forlydender om, at omkring 50 af kædens 165 butikker skal lukkes i en proces, der forventes at slutte efter julen. Der er ikke forlydender om Magasins skæbne.

Mike Ashley er en af de mere kontroversielle skikkelser i britisk erhvervsliv og går under navnet »detailkongen«. Han har via sit ejerskab af sportskæden Sports Direct og Premier League-klubben Newcastle tit figureret i overskrifterne i den britiske presse.

Ud over Magasin ejer Debenhams en lang række stormagasiner i Storbritannien og beskæftiger omkring 26.000 medarbejdere. Stormagasinerne vil fortsat køre videre under rekonstruktionen.

Alene sidste år måtte Debenhams komme med tre nedjusteringer af forventningerne til resultatet, og i oktober præsenterede selskabet det dårligste regnskab i dets 240-årige levetid. Underskuddet før skat lød på 4,2 milliarder kroner.

Debenhams annoncerede i sommer, at Magasin var til salg, og kilder vurderede over for The Guardian, at Magasin ville kunne indbringe mellem 1,7 og 2,1 milliarder kroner ved et salg. I januar i år droppede Debenhams dog salgsprocessen, da det ikke var muligt at sælge til »den rette pris«.