Efter tumult: Fire ugers ventetid på iPad 2

Apples tavlecomputer skabte tumult i mange lande, da den blev sat til salg i går. I Apples egen webshop er ventetiden nu lang.

Teenagere og teknikelskere stod fredag eftermiddag i kø i 25 lande for at få fingrene i den nye iPad2. Her foran Eplehuset på Købmagergade i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var tumult og temmelig lange køer, da Apple i går satte næste version af selskabets tavlecomputer, iPad, til salg i 25 lande verden over.

Billedserie: Apple-fans i kø til iPad 2

Allerede dagen efter at maskinen kom til salg, tyder noget på, at efterspørgslen har oversteget udbuddet. I hvert fald er ventetiden nu helt oppe på tre-fire uger, hvis man køber maskinen i Apples egen webshop, Apple Store.

Her plejer man ellers at være yderst velforsynet med hardware - men både i USA og i de 25 lande, som iPad 2 blev sat til salg i i går, har efterspørgslen været overvældende.

Der findes ikke friske salgstal for iPad 2, men den første weekend, den var til salg i USA, vurderede analysehuset Piper Jaffray at den var den hurtigst sælgende gadget i verdenshistorien. En rekord, der ellers netop var blevet sat af Microsofts Xbox Kinect-system.

Da den første iPad blev sat til salg i Danmark, var der ellers ingen, der gad stå i kø. Det var også en råkold morgen i slutningen af november - og dengang var Danmark allerede blevet oversvømmet med parallelimporterede iPads.

Denne gang gik det anderledes - og det endda på trods af, at flere internationale medier kunne rapportere om, at Danmark er det dyreste af de 26 lande, hvor iPad 2 nu er sat til salg.

I USA koster den, inklusive moms, i gennemsnit 547 dollars, mens man i Danmark må slippe hele 702 dollars (3700 kr.) for maskinen.

Gennemsnittet i eurozonen er 678 dollars for den mindste iPad.

Hver gang Apple lancerer nye produkter, er der massiv interesse fra selskabets loyale fans, men selv om iPad2 trak en del opmærksomhed, er der få begivenheder, der overgår lanceringen af iPhone i Danmark, hvor Telia begyndte at sælge telefonen midt om natten på strøget i København.