Bliver Googles briller den nye smartphone?

Fremtiden er ikke til at forudsige. Alligevel forsøger investorer og firmaer, og en gang imellem rammer de plet. Næste fuldtræffer kan være satsningen Google Glass.

GOOGLE GLASS: Fremtidens briller med alt det, en smartphone kan, direkte i dit synsfelt. Googles nyeste påfund, Glass, er ?endnu ikke kommet på?markedet, men hypen er udtalt – det er kritikken også. Vil brillen virke socialt for­styrende, eller vil gevinsten ved at være konstant opdateret uden at tage smartphonen op af lommen være for stor? Fold sammen
Læs mere

»Hvis jeg havde spurgt folk, hvad de ville have, havde de svaret hurtigere heste.«

Forbrugerreaktioner er vanskelige at forudsige, for hvad vil de egentlig have, forbrugerne? Man kan jo spørge dem, men næste spørgsmål er så, om de overhovedet selv ved det?

Opfindere, iværksættere og virksomheder, der forsøger at afhjælpe det ene eller andet problem og skabe profit på deres genialiteter, vender derfor gang på gang tilbage til det formodede Henry Ford-citat om de hurtige heste, for uanset om han sagde det eller ej, så er der en vis sandhed i udsagnet: Hvem kunne forudse, at bilen ville ændre verden omkring os så markant? Og hvad med telefonen i sin tid? Og internettet og smartphonen?

Derfor er det også for tidligt at dømme en af det seneste års mest hypede genstande i tech-kredse, Google Glass, ude eller inde, før alverdens forbrugere har fået fingrene i – eller rettere øjnene op for – det mulige vidunder. Brillerne forventes tidligst på markedet i slutningen af 2013.Før vi kommer til Googles briller og deres potentiale, så lad os se på, hvorfor nogle dimser og opfindelser tidligere har slået igennem – og ikke mindst hvorfor andre produkter bliver spået en stor fremtid, men hurtigt ryger i glemmebogen. Ifølge Preben Mejer, der i flere end 30 år har haft fingeren på internet- og teknologipulsen hos bl.a. TDC og senere Innovation Lab, skal tre kriterier være opfyldt, før et produkt kan ændre vores vaner og livsførsel markant.

Først skal prisen være rimelig i forhold til, hvor meget man får ud af produktet. Dernæst skal tiden og engagementet, man investerer i at lære at betjene produktet, stå mål med gevinsten ved at bruge det. Eksempelvis kræver det meget øvelse at lære at betjene en bil, men bagefter er gevinsten også tilsvarende stor i mange år fremefter.

Det sidste kriterium er, om vi som mennesker og forbrugere overhovedet har et behov for en given opfindelse eller teknologisk landvinding. Her kan nævnes Bluetooth-headsettet til mobiltelefoner, som for et par år siden var forholdsvis udbredt, men som sidenhen stort set er forsvundet fra gadebilledet. For oversteg behovet for konstant at have en plasticdims sidende på øret og kunne besvare opkald på rekordtid virkelig ulempen ved at tage telefonen op af lommen? Næppe.

»Man kan sige, at i sin tid var ploven og traktoren rygende succeser, fordi de gjorde det meget nemmere at få mad på bordet og dermed var med til at dække det behov. Nu har vi så bevæget os op igennem de forskellige lag i Maslows behovspyramide og er nu kommet til de øverste, som handler om selvrealisering,« forklarer Preben Mejer.

Han påpeger, at det i dag derfor stiller nogle helt andre krav til nye produkter. Design og udtryk er væsentlige faktorer, da de ting, vi omgiver os med, i høj grad skal fortælle noget om vores værdier, og hvem vi er som mennesker. En af de virksomheder, der har formået at kombinere alle kriterier, er Apple.

»Samtidig med at Apples produkter er så brugervenlige, som de er, får man meget ud af dem. Og så er de cool at blive set med,« siger Preben Mejer.

Han fremhæver Apples iPad, som mange i begyndelsen ikke kunne se pointen med. Men iPaden ramte et rimeligt prisleje og er derudover intuitiv og ikke på samme måde tung, omstændelig og langsom som en bærbar computer, hvis man skal lave et hurtigt opslag på nettet.

Blandt de opfindelser, som tidligere har høstet megen omtale, er den amerikanske Segway. Det tohjulede, elektriske køretøj, som de fleste i dag kender kørende i konvoj med pacificerede turister, blev omkring årtusindskiftet omtalt som den næste revolution af persontransporten, og idéen er god: Den er nem at betjene, den kører på el, og så forurener og larmer den ikke i vores storbyer. Slut med biler og slut med at møde svedig på arbejde efter en lang cykeltur. Hvis bare alle havde en Segway, fristes man til at sige.

Manden bag, Dean Kamen, var sikker på, at bilens afløser var fundet. I 2001 sagde han skråsikkert til Time Magazine, at hans opfindelse »ville være for bilen, hvad bilen havde været for hesten«, og han forudså – før han havde solgt én eneste Segway – at virksomheden i slutningen af 2002 ville sende 10.000 enheder på gaden. Om ugen!

Men var han en fantast, eller havde han havde noget at have det i? I foråret 2000 havde Dean Kamen allerede rejst mere end en halv milliard kroner til projektet, og investorerne følte sig også sikre på succesen. En af hovedinvestorerne, John Doerr, forudså for eksempel, at Segway Inc. ville blive det selskab, der hurtigst rundede en omsætning på en milliard dollar nogensinde. Sådan gik det bare ikke.

Men hvorfor ikke? Ifølge Preben Mejer var prisen i det her tilfælde udslagsgivende. Oprindeligt var tanken, at en ny Segway skulle koste omkring 30.000 kroner. I dag er det dog endt sådan, at hvis man vil ud at køre på to hjul, så skal man i stedet lægge 65.000 kroner. Så kan fordelene være nok så mange, men man bliver stadig våd i regnvejr.

Derudover har Segwayen haft flere PR-udfordringer. I 2003 prøvekørte daværende præsident George W. Bush en Segway. Turen endte med, at præsidenten – uden hjelm – mistede balancen og faldt ud over styrepinden. Billederne kan stadig ses på nettet.

En anden episode i den mere tragiske afdeling fandt sted i 2010. Rigmanden James Heselden havde kort forinden købt firmaet Segway Inc. På en køretur nær sit hjem i Nordengland kører han og Segway ud over en klippeside, falder 10 meter og lander i en flod. Heselden er død på stedet. Årsagen til faldet: Han ville holde tilbage for en hundelufter, der kom imod ham på den smalle sti nær kanten, hvorefter han mistede kontrollen over køretøjet.

Med PR-udfordringerne er vi tilbage ved dette års mest hypede produkt, Google Glass. For bliver brillen lige så udbredt, som smartphones er blevet de seneste tre-fire år? Brillen kan stemmestyres, og projicerer via en prisme foran højre øje alt fra vejrudsigt til Facebook-opdateringer og SMSer direkte ind på din (inter-)nethinde. Funktionerne er stort set identiske, de sidder bare på ens hoved.

Foreløbigt er der mange skriverier, og kun en lille, udvalgt gruppe har rent faktisk fået lov til at prøve brillen. Alle, der lige nu har en Google-brille, er særligt udvalgt af Google, og de har hver især betalt 1.500 dollars (cirka 8.750 kroner) for at modtage førsteudgaven, Google Glass Explorer Edition. Om det har været et smart træk fra Googles side at teste – og ikke mindst markedsføre – brillen ekslusivt via en lille gruppe, er tvivlsomt. I hvert fald findes der allerede nu en fotoblog ved navn »White Men Wearing Google Glass«, der viser billeder taget af hvide, nørdede mænd iført brillerne. Så kan alle vi andre overveje, om vi har lyst til at komme til at ligne dem, når vi på et tidspunkt får lov til at købe vidunderet.

Derudover bliver brugen af ordet »glasshole« også mere og mere udbredt på diverse tech-sider. Om sammentrækning af ordene »glass« og »asshole«, røvhul, bunder i misundelse blandt de nørder, som Google ikke ville lade teste brillen, er uvist, men sikkert er det, at ordet knytter sig til den negative omtale, som brillerne allerede delvist er ramt af.

Næste spørgsmål bliver så, om andre mennesker gider være sammen med et »glasshole«, som måske-måske ikke er fuldt fokuseret på, hvad du siger, og som måske-måske ikke optager en video af dig, uden at du ved det.

Donald Bell, redaktør på Tech-mediet cnet.com, summerer på sin videoblog situationen op.

»Hvis Google Glass slår igennem, som Google håber, vil enhver tro på offentlig annonymitet forsvinde. Vi bliver selv til den Big Brother, vi altid selv har frygtet. Og hvis du tror, at smartphones har ødelagt samtalen over aftensmaden, så tænk bare på den dag, hvor alle har Facebook og Twitter kørende direkte på øjeæblet. De tanker er nok til at få én til at melde fra og trække gardinerne for.«

Listen over uundværlige hverdagsdimser, som måske alligevel godt kunne undværes, er lang. Det gælder for eksempel det intelligente køleskab, der kunne fortælle dig, hvornår madvarerne blev for gamle, når du altså havde tastet ind, hvornår madvarerne var købt og åbnet. Nye fjernsyns 3D-funktion er heller ikke rigtig slået igennem, da det i de fleste tilfælde fortsat kræver, at man skal have særlige 3D-briller på. Ligeledes ser det også ud til, at el-bilens folkelige gennembrud har lange udsigter.

Om Google Glass bliver en succes, er endnu for tidligt at sige, da forbrugerne ikke har haft mulighed for at afsige deres dom.

Én dansker, som tidligt funderede over potentialet i af få informationer direkte på øjet, er forfatter Svend Aage Madsen. I novellen »Skabt for hinanden« fra 1995, har alle mennesker fået »nærsyn«, som han kalder det. Kun enkelte fanatikere lever uden, og »de røvkeder sig«.

Historiens hovedperson filosoferer på et tidspunkt over tiden før nærsynet:

»Det må have været en lidelse for dem, når de var nødt til at sidde i et venteværelse. Tomhed, afskåret fra livet. Eller når de kørte i bus, traskede rundt i en forretning, stod med opvasken. [...] Livet må have været en stor kedsomhed.«