Trump lovede at deportere millioner af illegale indvandrere - nu anholder 600 politifolk hundredvis i historisk stor aktion

Den største razzia imod illegale indvandrere i over et årti - blot få dage efter at en racist dræbte 22 i El Paso i Texas i vrede over »den latinamerikanske invasion« - er ny benzin på den glødende debat om indvandring op til præsidentvalget næste år i USA.

Amerikanske politifolk kropsvisiterer en mistænkt illegal indvandrer under en razzia på syv landbrugs- og fødevarevirksomheder. Reuters

Det havde været planlagt længe, og da de næsten 600 politifolk endelig rykkede ud til syv fødevarevirksomheder i Mississippi, herunder en stribe fjerkræslagterier, var der tale om den hidtil største aktion under præsident Trump og den største i over et årti.

De omringede virksomhederne midt i arbejdstiden, og da panikken brød ud, og mange af arbejderne forsøgte at flygte, blev de fanget iført hårnet og kitler selv på marker og parkeringspladser, hvorefter de fik bundet deres håndled med plast-strips.

De fik beked på at vise ID for at dokumentere, at de opholdt sig lovligt i USA og deponere deres personlige ejendele i gennemsigtige plasticposer. Derpå blev alle, der angiveligt opholdt sig illegalt i landet, i busser fragtet til en hangar i Nationalgardens lufthavn i Flowood,  Mississippi. Her blev de beordret til at stille op i syv forskellige køer til forhør. En kø for hver arbejdsplads, som var blevet ransaget.

Og sådan blev onsdag 7. august den dag, hvor Donald Trumps forvarsel om store aktioner for alvor gik i opfyldelse.

Video af razziaen onsdag er produceret af integrationsmyndighederne ICE.

For flere uger siden sagde præsidenten, at store aktioner fra immigrationsmyndighederne ICEs side mod illegale immigranter var lige på trapperne.

»I næste uge begynder ICE processen med at fjerne de millioner af illegale udlændinge, som ulovligt har fundet vej ind i USA. De fjernes lige så hurtigt, som de kommer ind,« skrev Trump på Twitter allerede 18. juni.

Men aktionerne lod vente på sig.

Til gengæld blev 680 personer anholdt i onsdagens historisk store aktion i Mississippi.

Den type store ransagninger var almindelige under præsident George W. Bush, hvor en aktion i 2006 førte til anholdelse af 1.200 personer efter en razzia mod flere afdelinger af et kødfirma.

Præsident Barack Obama gik uden om de meget store operationer for at undgå for megen offentlighed om dem. Til gengæld er han fortsat den præsident, der fik deporteret suverænt flest illegale. Hans tal for deportationer var under de første år af hans præsidenttid langt højere, end hvad Trumps har været til dato.

Trump har omvendt netop ønsket store operationer, da de er et effektivt redskab til over for offentligheden at sælge budskabet om, at han er mand for at sætte en stopper for den illegale indvandring. Det anslås, at der i USA, som har 329 mio. indbyggere, i dag befinder sig 11 mio. illegale indvandrere. De kommer primært fra mellemamerikanske lande som Mexico, Guatemala og Honduras.

Mange af de illegale har boet i USA i mange år og er kendt af myndighederne. Deres børn går tilmed i amerikanske skoler, da USAs højesteret har fastslået, at børn og unge uden papirer har samme ret til at gå i offentlige folkeskoler som amerikanske statsborgere.

Det er almen kendt, at landbruget, fødevarevirksomheder og andre virksomheder med brug for ufaglært arbejdskraft i udbredt grad bruger illegale indvandrere - blandt andet fordi det er svært at få amerikanere til at tage det slidsomme og fysisk hårde arbejde.

Kritikere mener dog, at der reelt er tale om løntrykkeri.

Et udbredt system er, at virksomheder ansætter arbejdere fra selskaber, der har hyret dem ind fra andre underselskaber, hvorefter de stiller dem til rådighed for arbejdsgivere mod betaling - nærmest som en slags daglejere - hvorved det juridiske ansvar for ansættelsen af den illegale sløres og bliver uklart.

Mange blev anholdt i deres arbejdstøj, der på fjerkræslagterier indebærer hårnet, under razziaen. (Photo by HO / US Immigration and Customs Enforcement / AFP) / HO

En af de ransagede arbejdspladser onsdag var Koch Foods, der er en af de største kyllingeproducenter i USA, skriver Fox News.

Selskabet har 13.000 ansatte og opererer udover Mississippi også i Alabama, Georgia, Illinois, Ohio og Tennessee.

Forbes har rangeret Koch Foods som det 135.-største privatejede selskab i USA med en årlig omsætning på 3,2 mia. dollar. Alene selskabets afdeling i Morton, Mississippi, der blev udsat for razziaen onsdag, producerer hvert år 700.000 ton kyllingekød.

Stort valgtema

Spørgsmålet om illegale indvandrere er allerede et stort tema i forbindelse med præsidentvalget næste år. Trump har erklæret krig mod, hvad han kalder en »invasion« hen over grænsen fra Mexico, og fastholder, at han vil bygge en mur på grænsen.

Demokratiske præsidentkandidater er til gengæld gået til angreb på Trumps »nultolerance«-politik, der har medført, at tusindvis af børn er blevet adskilt fra deres forældre ved grænsen.

Debatten er kun blevet mere betændt af, at en hvid racist forleden dræbte 22 personer i El Paso og i et manifest fastslog, at han ville gøre op med »den latinamerikanske invasion af Texas« for at undgå en »kulturel og etnisk udskiftning« og for at »genvinde mit land fra ødelæggelse«.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.