Trump kalder hende for Pocahontas. Men hun buldrer frem og kan blive hans aggressive rival

Donald Trump kunne næsten ikke tro sit eget held. Han havde fundet på alle mulige øgenavne til sine politiske fjender. Og eftersom den demokratiske senator Elizabeth Warren hævdede, at hun havde indianske rødder, hvilket giver særlige privilegier i USA, fandt han også på et til hende: »Pocahontas«.

Men så var det, han fik en skør idé. Præsidenten lovede Elizabeth Warren, at han ville give hende en million dollar, hvis hun tog en DNA-test, og den viste, at hun rent faktisk var af indiansk afstamning. Warren gik lige i fælden.

Hun tog DNA-testen, som hun offentliggjorde sidste efterår, og hun hævdede, at den dokumenterede »stærke beviser« for Cherokee-rødder.

Testen blev udført af en forsker på Stanford University, Carlos Bustamante. Han fandt, at størstedelen af Warrens afstamning var europæisk. Men også at resultatet »støtter stærkt eksistensen af en ikke-blandet indfødt amerikansk stamfar i individets stamtavle, sandsynligvis seks til ti generationer tilbage«.

Hun blev latterliggjort over en bred kam for overhovedet at have taget testen, og selv Cherokee-indianere kaldte testen »upassende og forkert« og klandrede Warren for at »underminere« indianerstammers interesser »med sin fortsatte gøren krav på stammearv«.

Endnu værre for Elizabeth Warren var, at det også skadede mange demokraters opfattelse af hendes dømmekraft, at hun på denne måde lod sig snøre af Trump og hoppede med på hans spin.

Så i tiden op til at hun i januar lancerede sit kandidatur til at blive Demokraternes præsidentkandidat, gik hun tilbage i målingerne, og der var ikke mange, der spåede senatoren fra Massachusetts en chance.

I dag er dette gjort til skamme.

I årets første mange måneder lå 70-årige Elizabeth Warren i alle målinger og rodede rundt nede i bunden sammen med stort set alle de andre 25 kandidater, der var med de første måneder.

Og kampen om at blive Trumps udfordrer syntes udelukkende at stå mellem tidligere vicepræsident Joe Biden på 76 år og senator Bernie Sanders (78 år), der længe var de eneste to med tocifret støtte i procenter.

Men i juni skete der noget opsigtsvækkende. Elizabeth Warren begyndte uge for uge støt og roligt at stige i målingerne. En måned senere delte Warren og Sanders en andenplads i feltet, mens Biden fastholdt sin position som klar favorit.

For få uger siden indtraf et nyt, dramatisk skifte, da Warren pludselig stak af fra Sanders i målingerne. Med det resultat at hun i dag – to dage før den fjerde TV-debat mellem de demokratiske præsidentkandidater tirsdag aften – står stort set lige med Biden i de nationale målinger.

Ifølge Real Clear Politics snit af de nationale målinger står Warren nu og her til 26 procent og Biden til 27,8 procent af de demokratiske stemmer. Med statistisk usikkerhed er der reelt tale om død løb. Bernie Sanders – som netop har været ramt af et hjertetilfælde og nu skruer ned for farten på sin kampagne »for at sikre, jeg har styrken« – er faldet til godt 15 procent. Ingen i det øvrige felt kan lige nu præstere over fem procents opbakning.

Men her stopper Warrens succes ikke.

For i de første vigtige delstater, der afholder primærvalg, Iowa den 3. februar og New Hampshire 11. februar, står Warren og Biden nu stort set også lige. Og ifølge en nylig måling fører Warren nu for første gang ræset i Iowa med to procentpoint.

Der er også en helt anden energi og begejstring omkring Warrens kampagne. Langt flere møder op til hendes valgstævner end til Bidens.

Biden mønstrer ofte ikke mere end 500.

Til sammenligning kom der for nylig 12.000 til et stævne, som Warren afholdt i Minnesota, og til et andet på New Yorks berømte plads, Washington Square Park, kom der 20.000, hvorefter hun blev i yderligere fire timer for at få taget fotos sammen med 4.000 fans, der havde stillet sig i kø efter hendes tale.

De lange køer for at få taget selfies med den spinkle senator med de lette briller og mellemblonde korte hår er nu blevet et særligt kendetegn ved hendes valgstævner.

Men hvordan kom hun dertil? Og hvem er egentlig Elizabeth Warren, der kom så skævt ind i sin præsidentkampagne med en DNA-test, men nu står med gode chancer for at blive Trumps udfordrer?

Ovenikøbet som en senator, der i modsætning til den midtersøgende Joe Biden ses som en venstreorienteret kriger, der i årevis har gjort det til en mærkesag at bekæmpe det økonomiske system, som hun grundlæggende finder uretfærdigt.

For at forstå den 70-årige Elizabeth Warren og hendes udtalte krigergen og evne til at kæmpe sig tilbage fra selv den sværeste situation må man rulle tiden tilbage til hendes barndom, som New York Times konkluderer i et portræt.

Skæbnesvanger episode da hun var 12 år

Warren voksede op i 50erne og 60erne i et konservativt Oklahoma, hvor særligt én episode fra hendes barndom formede hende.

Hendes fars familie ejede en isenkræmmerforretning, hvor han arbejdede, indtil han kastede sig ud i et forfejlet eventyr med at sælge biler for til sidst at sælge tæpper for en forretning i Norman, en provinsby 30 kilometer syd for Oklahoma city.

Men da Warren – som dengang hed Herring til efternavn – var 12 år gammel, fik hendes far et hjertetilfælde.

Han kom hjem fra hospitalet som en forandret og syg mand, og han mistede sit job som tæppesælger.

Forældrene drak, og Pauline – Elizabeth Warrens mor – måtte i en alder af 50 år tage over som eneforsørger for familien, som også talte tre sønner, efter aldrig tidligere i sit gifte liv at have haft et arbejde.

Og i dag er det en del af toppolitikerens fortælling, hvordan hun 12 år gammel så sin mor græde i et soveværelse, mens moderen kæmpede for at klemme sin krop ned i en sort kjole, som ikke længere passede, for at tage til et jobinterview i isenkræmmerkæden Sears.

»Jeg stod og kiggede på, mens hun trak i lynlåsen,« skriver Elizabeth Warren ifølge New York Times i sin selvbiografi »A Fighting Chance«.

»Hun tørrede sine øjne med en kleenex og pudsede sin næse. Hun stod bare stille et stykke tid. Endelig til sidst rejste hun hovedet og kiggede direkte på mig: Hvordan ser jeg ud? Er den for stram?«

Faderens pine var ikke mindre. Han var skamfuld over ikke længere at kunne forsørge familien.

»Han ønskede at dø,« skriver Elizabeth Warren videre i sin biografi. »Han ønskede at forsvinde fra vores liv og fra jorden og fra alt, hvad der var gået galt.«

Som fortælling ønsker Elizabeth Warren at vise, at oplevelsen har efterladt hende med en større forståelse af arbejderklassens trængsler.

Men også at ordentlige og ærlige mennesker selv tager et ansvar, når de rammes af problemer: De trækker midt i sorgen i deres stiveste puds – selv om det måske er blevet for småt – pudser næsen, retter ryggen og går så ud og søger et job.

Denne indstilling var også en ledetråd, da hun senere som juraprofessor kastede sig over forskning i personlige konkurser.

»Jeg satte mig for at bevise, at de alle er en flok snydere,« sagde hun i et interview. »Jeg ville udstille alle disse mennesker, der udnyttede alle os andre ved at erklære sig konkurs og bare afvikle gæld, som de i virkeligheden godt selv kunne betale tilbage.«

Vejen til hendes egen store karriere – først som juraprofessor og siden toppolitiker – kom dog på trods.

Politik var ikke noget, der var en udbredt del af samtalerne i barndomshjemmet.

Moderen mente derudover, at ægteskab burde komme før personlige ambitioner. Hun fandt, at arbejde var for kvinder, der ikke havde været heldige nok til at få børn og en god ægtemand.

Men Elizabeth Warren havde et godt hoved, hvilket resulterede i, at hun sprang et klassetrin over, da hun kom til sjette klasse. Og i high school blev hun hurtigt kendt som den kvikke debattør.

Hun elskede at være i skolens debatklub, hvor hun debatterede alt fra fagforeninger til atomafvæbning.

Hun begyndte at gå rundt med en metalboks fyldt med hundredvis af små kort, hvorpå hun havde skrevet citater og forskellig fakta.

Ifølge tidligere elever var hun på denne måde nærmest hensynsløs i sine forberedelser.

Hendes evner til at debattere sikrede hende et studielegat til at kunne studere på Georgetown University i Washington D.C.

Men snart stod hun splittet og indhentet af sin mors belæringer om, at for en kvinde kom ægteskab før personlige ambitioner og karriere.

Hun havde arbejdet hårdt for at komme på universiteter, men da hendes kæreste fra gymnasiet, Jim Warren, friede, droppede hun ud efter to år på Georgetown University og rejste 19 år gammel hjem til Oklahoma for at blive gift.

»I 19 år var jeg blevet belært om, at det bedste og vigtigste, en kvinde kunne gøre, var at blive »godt gift«,« skriver Elizabeth Warren i sin selvbiografi.

»Et eller andet sted dybt i mit hjerte troede jeg aldrig, at det ville ske, at en mand ville spørge mig, om jeg ville gifte mig med ham. Så da Jim spurgte, blev jeg så chokeret, at det tog mig omkring et nanosekund at sige ja.«

Hun fik to børn og blev hjemmegående husmor. Men familielivet var ikke nok.

Hun blev skilt fra Jim Warren i 1978 – men beholdt hans efternavn selv efter hun to år senere giftede sig med Bruce Mann – og arbejdede sig gennem årene op i den akademiske verden og blev Harvard-juraprofessor.

Fra midt i 90erne begyndte hun at blande sig i den offentlige debat omkring konkursreguleringer og forbrugerbeskyttelse.

Op til omkring det tidspunkt var hun rent faktisk konservativ. Fra 1991 til 1996 var hun registeret som republikaner.

»Jeg var republikaner, fordi jeg troede, at det var de mennesker, der bedst understøttede markederne,« har hun sagt.

Men i stedet begyndte hun at stemme på Demokraterne. Hun mente ikke længere, at det republikanske parti var principfast i sin tilgang til økonomi, og at partiet gav de store finansielle institutioner for mange fordele på bekostning af amerikanske middelklassefamilier.

Hendes nationale profil blev dog for alvor skabt, efter at hun i forbindelse med finanskrisen i 2007 og 2008 gik markant ud og talte for langt skrappere regler og tilsyn med bankerne.

Under præsident Barack Obama, hvis første store opgave efter sin tiltrædelse i januar 2009 var at få rettet op efter finanskrisen, var Elizabeth Warren afgørende for oprettelsen af et nyt kontor for forbrugerbeskyttelse inden for det finansielle, og hun tjente som præsidentens særlige rådgiver.

I 2011 bebudede hun, at hun ville stille op til senatsvalget året efter.

Og det skete med en i dag berømt og skarp retorisk tale, der gik viralt, og i dag stadig står som fundamentet for den bærende fortælling, hun gerne vil skabe. Nemlig at det ifølge hende ikke er »klassekamp«, når man som hun gerne vil beskatte de rigeste.

»Der er ingen i det her land, der er blevet rige af sig selv. Ingen,« sagde hun.

»Du flytter dine varer rundt til dine markeder på veje, som resten af os har betalt for. Du hyrer arbejdere, resten af os har betalt for at uddanne. Du er i sikkerhed på din fabrik på grund af politistyrker og brandkorps, som resten af os har betalt for.«

Hvorefter hun kom til sin egentlige pointe:

»Se så, du byggede en fabrik og forandrede den til noget eminent eller en fantastisk idé. Gud bevare dig. Behold en stor luns af pengene. Men en del af den underliggende sociale kontrakt er, at du tager en luns og derudover betaler for, at det næste barn kan komme med om bord.«

To måneder før hun blev valgt til Senatet for første gang i november 2012, holdt hun en brandtale på Demokraternes konvent.

Her portrætterede hun sig selv som den ypperste forkæmper for en underkuet middelklasse, der er blevet »klemt og hamret løs på«, og hun gjorde klart, at ansvaret for dette lå ved finansbosserne på Wall Street, der har »ødelagt vores økonomi og millioner af job«.

»De spankulerer stadig omkring i Kongressen, uden skam, forlanger at få tjenester og handler, som om vi skulle takke dem,« tordnede Elizabeth Warren.

Intet under at finansfolk på Wall Street og republikanere frygter, at hun skal blive præsident. For konservative ser hende som en socialist, der vil nedbryde kapitalismens højborg, USA.

Til gengæld bakker flere og flere demokrater altså op.

Mange moderate demokrater ser hende dog også som værende alt for venstreorienteret. De frygter af samme grund, at hun vil tabe i et direkte opgør med Donald Trump, hvorefter han til deres skræk kan få fire år mere i Det Hvide Hus.

Mange midtsøgende demokrater anser hende også for at være for skinger og for indimellem helt uhæmmet at skyde fra hoften.

Som da hun i 2016 misforstod en artikel og fordømte en mand over for sine 2,5 millioner følgere på Facebook.

Hun beskrev nedladende manden – Whitney Tilson, som står i spidsen for finansselskabet Kase Capital – som en »fondsmilliardær«, der er »begejstret over Donald Trumps økonomiske team af insidere i Wall Street«.

Og hun beskrev Whitney Tilson som et symbol på, at alle af hans slags nu bare ville score kassen, fordi Trump ikke ville ændre det økonomiske system.

»De næste fire år vil gå bonanza for alle Whitney Tilsons i verden,« fortsatte hun.

Sagen var bare, at Whitney Tilson tilfældigvis var en af de få finansbosser, der offentligt havde kæmpet imod valget af Donald Trump og havde støttet Hillary Clinton ved præsidentvalget i 2016.

Tilson var en livslang demokrat, og han var en af de få ledere på Wall Street, der sågar havde doneret til Warren og aktivt støttet op om strengere reguleringer af finansindustrien.

Elizabeth Warren udstedte en uforbeholden undskyldning, og Whitney Tilson reddede hende fra den værste ydmygelse ved at konstatere, at der fra hendes side nok blot var tale om et søvndrukkent øjeblik.

Men hvordan har hendes nye popularitet så nået de nuværende, nye højder?

Hidtil har hun primært fået støtte fra de mest venstreorienterede, unge, kvinder og universitetsuddannede. Men når hun har set ud over de fremmødte til sine valgmøder, har hun næsten kun kunnet se hvide ansigter.

For ikke mindst har hun haft store problemer med at tiltrække støtte fra afroamerikanere, der udgør omkring 20-25 procent af demokraternes vælgere, og som hidtil primært har bakket massivt op om Joe Biden, som nyder støtte fra 40 til 50 procent af de sorte.

Afroamerikanske vælgere var også afgørende for både Hillary Clinton, Barack Obama og Bill Clinton, da de skulle vinde primærvalg og i sidste ende hver især sikrede deres nominering til demokratisk præsidentkandidat.

Et markant skifte

Men på det seneste er der sket et markant skifte, hvor Elizabeth Warrens popularitet blandt afroamerikanere er begyndt at tage fart, viser flere målinger. Ifølge den seneste fra Quinnipiac University vinder Warren nu støtte fra 19 procent af de afroamerikanske vælgere – et spring opad med hele ni procent fra den forrige i august.

Derudover har Warren overrasket alle med at være den mest politik-drevne af alle de demokratiske præsidentkandidater.

Ikke i nyere tid i amerikansk politik har en kandidat vovet at fremlægge så mange konkrete forslag, og det har vælgerne kvitteret for i en tid, hvor mange politikere i valgkamp ynder primært at fremlægge visioner i stedet for konkrete forslag.

Foreløbig har Elizabeth Warren fremlagt over 20 store konkrete planer for ny politik. Tidligere har mange ellers set hende som for politisk letbenet til at være præsidentkandidat, forstået på den måde, at mange var usikre på, om hun som politiker stod på en bred nok politisk bund og ikke blot havde fokus på sit speciale udi det økonomiske og financielle.

Men på sin valgturne rundt i USA har hun så ofte sagt »Jeg har en plan for det«, at dette nu er blevet til et slogan på T-shirts.

Warrens helt overordnede plan er »at tackle korruptionen i Washington, som gør, at vores regering kæmper for de velhavende og dem med de gode forbindelser, men sparker skidt på alle andre, og at sørge for, at den økonomiske og politiske magt kommer tilbage i folks hænder«.

Blandt hendes konkrete planer er at kradse 2,75 billioner dollar ekstra ind i skatter over ti år ved at lægge en toprocents skat på formuer over 50 mio. dollar og en højere skatteprocent for milliardærer. Warren ønsker at bruge en del af de penge på at skabe bedre og billigere offentlige tilbud om børnepasning.

Hun vil også eftergive universitetsstuderende studiegæld, skaffe flere billige boliger, frede offentlige landområder, skrue op for produktion af miljørigtige varer og tackle USAs opioidkrise, der har gjort millioner til narkomaner på tværs af USA.

Men på det for Demokraterne mest afgørende emne i 2020 – sundhedsvæsenet – har hun som den eneste af de demokratiske topkandidater påfaldende nok ikke fremlagt sin egen plan.

I stedet lægger hun sig her op ad sin progressive rival Bernie Sanders, der allerede under sin præsidentvalgkamp i 2016 kæmpede for et offentligt sundhedsvæsen for alle og et totalopgør med det privat forsikringsbaserede sundhedssystem i USA.

»Jeg er med Bernie,« sagde Warren blot for nylig under et valgstævne i New Hampshire, da hun blev spurgt, om hun ikke også på det punkt havde sin egen plan. »Sundhedspleje er en grundlæggende menneskerettighed.«

Angiveligt en både klog og smart taktik. For på den måde har hun bygget en solid bro til Bernie Sanders' vælgere i det tilfælde, at han dropper ud af ræset på grund af sine hjerteproblemer, og at hans støtter nødtvungne må finde en anden kandidat.

Mange demokrater ser hende som en, der er ægte, har hjertet på det rette sted og ikke lader sig styre af andet end sin egen overbevisning.

Eller som Warren selv sagde, da hun skød sin kampagne i gang i Iowa i januar:

»Jeg valgte ikke denne kamp, fordi den først var testet i meningsmålinger. Jeg valgte den, fordi den valgte mig.«

Men hvad med DNA-brøleren – er den glemt?

Åbenbart.

Eller i hvert fald er den i dag gledet i baggrunden.

Måske også, fordi det, som kritikere mistænkte og anklagede hende for, er afvist som ubegrundet.

Frifundet for mistanke

Allerede for over et år siden gennemførte avisen The Boston Globe en dybdegående undersøgelse af hendes juridiske karriere.

Avisen konkluderede, at hun ikke var givet fortrinsret ved sine ansættelser, hvilket godt kan gives, hvis man kan dokumentere at have rødder blandt USAs oprindelige indfødte.

»The Globe fandt det klart bevist, i dokumenter og interview, at hendes krav på indiansk etnicitet aldrig blev overvejet af Harvards lovfakultet, der stemte rungende ja til at ansætte hende, eller af dem, der ansatte hende til fire tidligere stillinger på andre juraskoler,« konkluderede avisen.

Dette vil dog næppe få Trump til at stoppe med at kalde Warren for »Pocahontas«. Og slet ikke hvis de to tørner sammen til næste års præsidentvalg.

Men hvad med den million dollar, han lovede at give hende, hvis hun tog DNA-testen, og den dokumenterede, at hun havde indianske aner?

I virkeligheden sagde han, at han ville give pengene til en velgørende fond efter hendes eget valg.

Allerede for længe siden skrev Warren på Twitter, at han passende kunne sende en check med pengene til et center, der arbejder for at forhindre vold mod indianerkvinder og deres børn.

Men da præsidenten af pressen blev bedt om en kommentar til dette, svarede han:

»Og hvad så?«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA