Først var han blot fascineret - men pludselig var han suget ind i kampen for hvidt overherredømme: »Jeg blev hjernevasket«

Blodbadet i El Paso, der efterlod 22 dræbte efter en hvid racists angreb, har sat nyt fokus på en voksende udbredelse af racisters kamp for hvidt overherredømme. Herunder hvordan unge på farlig vis hjernevaskes via de sociale medier.

Nynazister og andre højreradikale under demomonstration i Charlottesville, Virginia, i august 2917. Arkivfoto: Chip Somodevilla/Getty Images/AFP CHIP SOMODEVILLA

Caleb Cain havde altid været fascineret af kulturen på internettet, der var hans frirum. Som teenager havde han spillet spil online med sine venner, slugt videoer med debatter om guds eksistens og også suset rundt på den lovløse platform 4chan, hvor det buldrer løs med racistiske indlæg fra anonyme.

Han var kvik, men også en nørd, som New York Times skriver i et portræt af den unge fyr. Han kom på universitetet, men droppede ud efter tre semestre. Deprimeret ledte han efter hjælp, hvor han plejede at lede - på YouTube. Det var her, det gik galt. »Jeg blev hjernevasket,« siger han i dag.

En dag i slutningen af 2014 anbefalede YouTube en selvhjælpsvideo af Stefan Molyneux, en canadisk TV-showvært, selvudråbt filosof og »anarki-kapitalist«.

 

Hvide nationalister og forkæmpere for hvidt overherredømme bar militære kampuniformer og skudsikre veste for at beskytte kammerater under den omstridte højreradikale demomnstration i Charlottesville, Virginia, i august 2017. Chip Somodevilla/Getty Images/AFP CHIP SOMODEVILLA

Ligesom Caleb Cain havde Stefan Molyneux haft en svær barndom, og Molyneux kom med råd til at kunne tackle livets store som små spørgsmål.

Han argumenterede for alt, fra at feminisme var en slags socialisme, der holdt unge mænd nede, til at en betjents nedskydning af en ubevæbnet sort mand blot var bevis på faren ved »rapperkulturen«.

Siden dykkede Caleb Cain dybere ind i det mørke univers på automatiske opfordringer fra YouTube, og på nettet fulgte han alverdens konspirationsteorier og så billeder med vold, herunder et klip med en politiker, der begik selvmord i 1987.

»Jeg faldt ned i det alternative højres kaninhul,« siger han ifølge New York Times i dag efter for nylig at have afsvoret sig bevægelsen for hvidt overherredømme fem år efter at være blevet suget ind i dens univers.

Nynazister under et stævne i den lille by Draketown, Georgia, i 2018. Spencer Platt/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY == SPENCER PLATT

Sociale medier skubber på radikalisering

Caleb Cains historie er ikke enestående, og efter sidste weekends masseskyderi i El Paso, hvor den 22-årige racist og forkæmper for hvidt overherredømme Patrick Crusius myrdede 22 og sårede endnu flere i et supermarked i byen på grænsen til Mexico, buldrer debatten for alvor.

Præsident Donald Trump sagde mandag, at det er nødvendigt at have mere fokus på den hadefulde radikalisering via de sociale medier.

Kritikere peger på, at præsidenten selv er en alvorlig del af problemet på grund af hans retorik. Men samtidig er der en bred erkendelse af, at det er nødvendigt at få gjort noget alvorligt ved netop radikaliseringen via de sociale medier.

De sociale medier har været i indre konflikt med sig selv. Dels har de forsvaret sig med, at de ikke vil begrænse ytringsfriheden. Dels er de udfordret af den enorme opgave af at være politibetjent på egne medier, der i størrelse er næsten uoverskuelige.

For eksempel har YouTube hver måned to milliarder aktive brugere, der uploader mere end 500 timers video hvert minut, anslås det. YouTubes trafik er det næsthøjeste på et websted, kun overgået af Google.com, skriver New York Times.

Ifølge Pew Research Center bruger 94 procent af amerikanerne i alderen 18-24 år YouTube, hvilket er en højere procentdel end for nogen anden onlinetjeneste.

Flere platforme har dog nu blandt andet spærret den højreradikale, kontroversielle konspirationsteoretiker Alex Jones fra Infowars.

YouTubes regler har længe forbudt hadsk tale, men har i årevis taget ret let på opgaven. For godt en måned siden meddelte selskabet dog, at det nu forbyder videoer, der fremmer nynazisme, hvidt overherredømme og andre snævertsynede og ekstreme synspunkter.

Men de sociale medier er ifølge kritikere langt fra det eneste problem. Kendte meningsdanneres benægtelser af truslen er også.

Gerningsmanden bag blodbadet i El Paso skrev i et manifest, at han ville gøre op med »den latinamerikanske invasion« for at forhindre en »kulturel og etnisk udskiftning«.

Han tilføjede, at han er imod sammenblanding af racer, og at »den bedste løsning på dette lige nu er at opdele Amerika i en sammenslutning af territorier med mindst et territorium til hver race«.

TV-vært kalder det »fup«

Mandag aften sagde en af Fox News mest kendte TV-værter Tucker Carlson, at hele diskussionen om hvidt overherredømme er »fup«, og at det blot er en »konspirationsteori, der bruges for at splitte landet og at fastholde magten«.

»Det er faktisk ikke et reelt problem i USA,« sagde han.

Umiddelbart efter gik Tucker Carlson på ferie, og selv om TV-stationen har fastholdt, at hans ferie havde været planlagt længe, går spekulationer på, at kanalen har sendt ham på en ufrivillig ferie.

For selv om Tucker Carlson har været rejsende i lignende synspunkter tidligere - endda i en grad, så han er blevet hyldet af den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke og redaktøren på et nynazistisk magasin - faldt hans kommentarer mandag aften på et politisk ukorrekt tidspunkt i forhold til folkestemningen og også præsident Trump.

Tidligere samme dag havde Trump nemlig for første gang anlagt en markant anden tone og taget kraftig afstand fra hvidt overherredømme i en skarp kontrast til, da han i sommeren 2017 sagde, at der også var »fine folk« iblandt en voldelig gruppe af demonstranter med nynazister og Ku Klux Klan i Charlottesville.

»Med samlet stemme skal vores nation fordømme racisme, snæversynethed og hvidt overherredømme,« sagde Trump mandag. »Disse uhyggelige ideologier skal besejres. Had har ingen plads i Amerika.«

Tucker Carlson ramte ikke samme nye tone fra præsidenten senere samme dag på kanalen, der ellers ganske konsekvent støtter præsidentens synspunkter.

Hundredvis af hvide nationalister, herunder nazister ogh Ku Klux Klan folk, vandrede gennem Charlottesville 12. august 2017. Flasker blev smidt mellem de højreradikale demonstranter og moddemonstranter. Chip Somodevilla/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY == CHIP SOMODEVILLA

»Det er uklart, hvorfor Carlson nedtoner truslen om hvidt overherredømme,« skriver Dean Obeidallah, advokat og vært på »The Dean Obeidallah Show« på radiokanalen Sirius, i en kommentar hos NBC News.

»Men han er ikke bare forkert på den, hans kommentarer hjælper og støtter farlige individer. Amerikanerne skal være opmærksomme på de stigende risici, som denne dødbringende ideologi udgør. Og dem, der benægter denne trussel, hjælper kun med at gøre vores problemer med hvide racister værre.«

Højreradikale hadforbrydelser er voksende problem

Sagen er, at hvidt overherredømme er et problem, der tilmed er voksende. Det fastslog FBI-direktøren Christopher Wray under en høring i Senatet i sidste måned.

Han oplyste, at efterretningstjenesten havde foretaget omkring 100 indenlandske terroranholdelser siden oktober sidste år, og han forklarede, at »et flertal af de indenlandske sager om terrorisme, som vi har undersøgt, er motiveret af en eller anden version af det, som man kunne kalde hvid racistisk vold«.

The Anti-Defamation League (ADL), der overvåger hadforbrydelser, har også fundet frem til, at hadforbrydelser begået af højreradikale på amerikansk jord steg og toppede med 35 procent mellem 2017 og 2018.

Indtil det racistiske angreb i El Paso sidste weekend var det en anden begivenhed, der sendte chokbølger igennem det amerikanske samfund, angrebet på en synagoge i Pittsburgh sidste år.

Gerningsmanden Robert Bowers, der myrdede 11 jøder, herunder en overlevende fra Hitlers jødeforfølgelse under Anden Verdenskrig, var opildnet af vrede over jøder, der efter hans mening hjalp indvandrere i at komme ind i USA med karavaner syd fra.

Forkæmpere for hvidt overherredømme bag skjolde og klar til kamp med moddemonstranter i Charlottesville, Virginia, 12. august 2017. REUTERS/Joshua Roberts JOSHUA ROBERTS

Et andet eksempel er den hvide racist John Earnest, der i april offentliggjorde sine planer på det omstridte websted 8chan – ligesom gerningsmanden fra El Paso gjorde 20 minutter før sit angreb - inden han gik ind i en synagoge i Poway, Californien, og dræbte en bedende og sårede flere andre.

Svært at slippe ud

Et andet problem er, at hvis man først er blevet suget ind i det ekstreme miljø, kan det være svært at forlade igen.

Som nu Caleb Cain, der i dag er en åben kritiker og derfor modtager dødstrusler fra folk i miljøet. Det har ført til, at han i dag bærer en Glock-pistol i linningen for at kunne forsvare sig. Som han siger til New York Times:

»Jeg købte den dagen efter, at jeg fik dødstrusler.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.