Måske var det et forvarsel. Joe Bidens kampagnebus var ved at køre fast i sneen på en stejl bakke uden for soldaterveteranernes trange mødelokale i landsbyen Osage, heroppe i det nordlige Iowa, og chaufføren måtte køre forsigtigt frem og tilbage flere gange med bussen, før han endelig fik den fri.
Men det var en anden episode, der under det efterfølgende vælgermøde udstillede Bidens største svaghed. Efter at have afsluttet sit oplæg for de hundrede fremmødte i mødelokalet satte han sig på klapstolen ved siden af mig. Han vred sin sorte, lasede læderpung op af baglommen og fiskede en tidollarseddel frem. Og hvad han gjorde derefter, viser hans udfordringer, selv om det fra hans side var offensivt tænkt.
For kort efter rejste Biden sig og styrede over mod tre børn, der sammen med deres mor havde overværet vælgermødet.
»Dem skal I have til at købe en is for,« sagde præsidentkandidaten og stak pengesedlen i hånden på den yngste af de tre søskende, Leah på otte år.

Så satte han sig ved siden af de tre børn og skabte dermed en af de gode fotomuligheder, som præsidentkandidater konstant jagter for at stå sig bedst muligt i pressen og over for vælgerne.
Men det selvskabte optrin illustrerede slet ikke den virkelighed, som kendetegner Joe Bidens vælgermøder.
For sandheden er, at han har svært ved at tiltrække de yngre generationer, og moderen med de tre børn var også den eneste børnefamilie, der var til stede ved mødet.
Og netop det er hans store problem.

Ældre og pensionister
Den 77-årige tidligere vicepræsident er i de nationale målinger fortsat favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat, men til hans vælgermøder i Iowa, hvor Demokraternes første primærvalg afholdes mandag, dukker der først og fremmest ældre og pensionister op.
Altså dem der i forvejen kender ham for hans årtier lange karriere i politik, der omfatter 36 år som senator og otte år som vicepræsident under Barack Obama. Den ældre generation af demokrater der ser »Middelklasse Joe« som det sikre valg og som deres redningsmand fra præsident Trump.

Men de unge, der skaber begejstring og har lysten og energien til som frivillige at drive en kandidats kampagne fremad ved at gå fra dør til dør, er et andet sted.
De flokkes for øjeblikket ikke mindst om Joe Bidens nærmeste konkurrent, den venstreorienterede og et år ældre senator Bernie Sanders.
Så mens Bernie Sanders' valgstævner i Iowa er præget af ungdommelig energi og jubelråb, så er det som at være til bingo i Nørre Snede, når man deltager i Joe Bidens.

Og det er ikke blot med til at forklare, hvorfor Bernie Sanders fører i Iowa forud for valget i dag. Det udstiller også, hvilke udfordringer Joe Biden kan få på den længere bane.
For hvis Sanders vinder i Iowa og derefter også en uge senere i New Hampshire, hvor den 78-årige revolutionære socialist også fører, hvor efterlader det så Joe Biden?
Vil det ikke påvirke de demokratiske vælgere fra resten af De Forenede Stater, når de skal stemme om deres foretrukne præsidentkandidat de kommende måneder?

På ét punkt synes Joe Biden som erfaren tidligere vicepræsident at være sine demokratiske konkurrenter overlegen: På det udenrigspolitiske.
Stor viden om udenrigspolitik
Berlingske har op til valget i dag ikke blot deltaget i Joe Biden valgstævner, men også overværet stævner i Iowa med de andre demokratiske frontløbere – Bernie Sanders, senator Elizabeth Warren, South Bend borgmester Pete Buttigieg, senator Amy Klobuchar og IT-entreprenøren Andrew Yang.
Ingen af Joe Bidens konkurrenter demonstrerede under deres vælgermøder den viden om udenrigspolitik, som den tidligere vicepræsident gjorde.
Fire år med Donald Trump vil blive husket som en afvigelse fra det normale.Joe Biden
Biden talte, som var han en statsleder på verdensscenen: om nødvendigheden af et tæt samarbejde med sine allierede i NATO, om at arbejde sammen med sine venner med EU og om at stå op imod autokrater som Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Alt sammen noget som han ikke overraskende finder, at Donald Trump har kørt i smadder med sin tilbagevendende omklamring af Putin og angreb på EU og NATO.
»De fleste i dette land er bekymret over USAs plads i verden,« sagde Joe Biden og talte om, hvordan USA må lede i verden ved at gå foran som det gode eksempel.

»Amerika må være »den lysende by på bjergtoppen«, som Ronald Reagan sagde,« fortsatte Joe Biden med henvisning til udsagnet fra den tidligere republikanske præsident.
»Fire år med Donald Trump vil blive husket som en afvigelse fra det normale i historiebøgerne,« fortsatte Biden.
Ikke en forudsigelse han nødvendigvis vil få ret i. For Donald Trump står i meningsmålingerne stærkt i forhold til at genvinde magten ved præsidentvalget 3. november og dermed at få otte år i Det Ovale Værelse.
Hvad der er på stemmesedlen denne gang, er USAs karakter.Joe Biden
Men Joe Biden forklarede, hvad han mener, at der er på spil.
»Hvad der er på stemmesedlen denne gang, er USAs karakter: Hvem vi er, hvad vi står for, og hvordan vi vil lede verden. Vi er blevet mindre i verdens øjne. Men det er ikke det største problem. Det er noget farligt: Vore allierede ser mod os, for at vi skal vise lederskab, men de taler nu om at rykke videre uden os.«
Andet fokus end nærmeste rival
Det åbne spørgsmål er, hvor effektivt det er for Joe Biden at tale så meget om udenrigspolitik under sine valgstævner.
For de fleste demokratiske vælgere er det indenrigspolitiske og mere nærværende emner som sundhedsvæsenet, job og våbenkontrol, der er afgørende, og selv om Joe Biden også berører disse temaer under sine valgstævner, overskygges det af hans store fokus på udenrigspolitik.
Det er i skarp kontrast til hans nærmeste rival nu og her til at blive Demokraternes præsidentkandidat, Bernie Sanders, der lige nu vinder frem på at tale meget mere om at gøre almindelige amerikaneres hverdag bedre ved at fokusere på alt fra at skabe et offentligt sundhedsvæsen for alle til at komme gældsramte studerende til hjælp.

Til gengæld er der ingen tvivl om, hvem der står bedst af Biden og Sanders i et endeligt præsidentslag med Donald Trump.
Målinger på stribe har vist, at amerikanerne klart foretrækker Donald Trump som præsident frem for en så venstreorienteret demokratisk kandidat som Bernie Sanders.
Derimod ville et slag mellem Trump og den midtsøgende Biden blive meget tæt.
Valg vindes på midten
Dette bekræfter det typiske billede af, at valg vindes på midten, og at flertallet ikke ønsker en politik drevet frem af hverken den ene eller den anden yderfløj.
Og en af de fremmødte demokrater til et af Bidens valgstævner i Iowa forklarer ganske godt, hvilket dilemma Demokraterne kan komme i, hvis de over for Trump opstiller en venstreorienteret kandidat i stedet for en midtsøgende såsom Joe Biden.
»Hvis den demokratiske kandidat bliver en af de venstreorienterede,« sagde han og tilføjede: »Så vil jeg muligvis hverken stemme på en af dem eller Donald Trump.«
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA