Analyse: Manden i videoen fik 0 stemmer i nat. Men er han den egentlige vinder?

Senator Bernie Sanders vandt primærvalget i New Hampshire tirsdag skarpt forfulgt af Pete Buttigieg. Men den store joker i ræset om at blive Demokraternes præsidentkandidat er en mand, som man slet ikke kunne stemme på.

Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at det amerikanske præsidentvalg 2020 skulle blive så uforudsigeligt, som det er tilfældet efter tirsdagens primærvalg i New Hampshire.

Tidligere vicepræsident Joe Biden blev ydmyget, og senator Bernie Sanders vandt. Men det gør ham langtfra sikker på at blive Trumps udfordrer. For valgresultatet var mudret, og primærvalget havde ironisk nok så mange vindere, at det sågar kan bane vejen for en demokratisk kandidat, som man slet ikke kunne stemme på tirsdag, men først om tre uger.

Her fire centrale pointer efter tirsdagens primærvalg i New Hampshire:

1) To vindere

Da 97 procent af stemmerne var talt op, stod Bernie Sanders som vinder med 25,9 procent, og andenpladsen gik til tidligere borgmester Pete Buttigieg med 24,4 procent. For en uge siden var det omvendt, da Buttigieg vandt i Iowa foran Sanders. For dem begge er dette en kæmpe sejr.

Sanders forsøgte også at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2016, hvor han blev slået af Hillary Clinton, men hans drøm om et langt mere venstreorienteret USA med alt fra et offentligt sundhedsvæsen til et opgør med storkapitalen lever stadig blandt demokratiske vælgere.

Buttigieg har til gengæld vist, at selv om han kun er 38 år, homoseksuel og aldrig siddet i Kongressen, så er han en så vidende og velformuleret midtsøgende demokrat, at han ligesom Sanders kan mobilisere masserne.

Umiddelbart står slaget om at blive den demokratiske kandidat nu mellem de to.

Men, men, men: Intet er afgjort, og selv om de begge nu er favoritter, kan det overraskende nok sagtens ende med at blive en helt tredje eller for den sags skyld en fjerde.

Analysen fortsætter under billedet.

Pete Buttigieg talte om at samle partiet under sin tale til tilhængere i Nashua, New Hampshire, efter at han endnu en gang havde fået et flot valgresultat. Katherine Taylor/EPA/Ritzau Scanpix

2) Ups – også en tredje vinder. Og det er en kvinde

Sjovt nok var der mod sædvane en tredje vinder ved tirsdagens primærvalg – senator Amy Klobuchar.

I sidste uge kom hun blot ind på en femteplads i Iowa, men tirsdag fik hun sit gennembrud ved valget i New Hampshire.

Hun kom ind med 19,8 procent i kølvandet efter Sanders og Buttigieg. Endelig, vil mange midtsøgende demokrater sige. Eksperter har længe undret sig over, at den slagfærdige og sympatiske senator ikke har været mere populær hos vælgerne.

Men efter ikke mindst at have udfordret sidste uges frontløber, Pete Buttigieg, på hans politiske erfaring og tyngde – han har de seneste otte år været borgmester i South Bend med 100.000 indbyggere – i forhold til præsidentjobbet, gjorde hun tirsdag kraftigt indhug i vælgernes stemmer.

The New York Times meldte for nylig ud, at avisen støtter hende og Elizabeth Warren som præsidentkandidat. Warren klarede sig skidt i New Hampshire, hvor hun kun fik 9,3 procent. Men med Klobuchars flotte resultat er der i hvert fald stadig mindst én kvinde, der blander sig i kampen om det endelige præsidentkandidatur.

Analysen fortsætter under billedet.

Amy Klobuchar tog revanche i New Hampshire, hvor hun kom ind på en tredjeplads i kølvandet på Bernie Sanders og Pete Buttigieg. Søren Bidstrup

3) Og så til den store ydmygelse

Tidligere vicepræsident Joe Biden var inden de første to valgrunder i Iowa og New Hampshire storfavorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat, men som en fange, der skal have eksekveret sin dødsstraf, synes han allerede at være på vej mod den politiske guillotine som en »dead man walking«.

En gigantisk nedtur for en mand, der lader til hele tiden at have taget kandidaturet for givet, hvilket måske er hans største problem.

I Iowa i sidste uge kom han kun ind på en fjerdeplads med 15,8 procent af stemmerne.

Og i New Hampshire tirsdag blev det hele bare endnu værre. Her kom han ind på en femteplads med sølle 8,4 procent af stemmerne. Det er for en mand med hans erfaring – 36 år som senator og otte år som vicepræsident – så katastrofalt ringe, som det overhovedet kan blive.

Men han har ikke leveret varen. Gentagne gange har han snublet over ordene i TV-debatter og glemt sine egne pointer. Og hans valgstævner har været som møder i pensionistklubben – stort set uden unge, midaldrende og børnefamilier.

Ganske sigende rejste han tirsdag som den eneste kandidat videre fra New Hampshire til South Carolina, længe inden at valgresultatet var kendt.

Herfra holdt han på et vælgermøde sin tale omgivet af ikke mindst afroamerikanere, som han håber vil bringe ham tilbage på sporet ved primærvalget i South Carolina 29. februar. Men dette kan forblive en drøm. Målinger har vist, at sorte bakkede massivt op om Biden, men den seneste uge er den støtte svundet kraftigt ind – »dead man walking«.

Analysen fortsætter under billedet.

Selv om Joe Biden fastholdt, at han stadig er inde i kampen om at blive præsidentkandidat, så er hans kampagne nødlidende og i frit fald. Sean Rayford/AFP/Ritzau Scanpix

4) Og så endelig den store joker

For sagen er, at Trumps udfordrer ikke nødvendigvis bliver hverken Sanders, Buttigieg eller Klobuchar, selv om dette synes oplagt.

Tværtimod kan det mudrede valgresultat, hvor der ikke er en klar transformerende figur, som de fleste demokrater kan samles om, blive den perfekte affyringsrampe for en kandidat, som man slet ikke kan stemme på ved de fire første primærvalg, men først på »Super Tuesday«​ 3. marts.

Vi taler naturligvis om New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg – verdens nienderigeste mand og god for 55 mia. dollar.

Han har indtil videre ført en højst utraditionel kampagne, hvor han stort set ikke afholder valgmøder som sine konkurrenter, men i stedet bruger gigantiske beløb fra sin egen pengetank til at tæppebombe vælgerne med TV-annoncer.

Det har han haft så stor succes med, at han allerede nu nationalt ligger på en tredjeplads efter Bernie Sanders og Joe Biden.

Midt i et demokratisk primærvalg uden en sikker vinder kan Michael Bloomberg med andre ord komme ind fra siden og blive den redningsmand, som Demokraterne har så hårdt brug for: med en Biden-kampagne i frit fald, med en ung 38-årig frontløber som Buttigieg og med en meget venstreorienteret frontløber som Sanders, som det demokratiske »establishment« hverken ønsker eller tror på kan samle nationen bredt.

Og alle målinger viser, at Demokraterne først og fremmest ønsker én ting: en kandidat, der kan slå Donald Trump.

Michael Bjerre er Berlingske korrespondent i USA

Michael Bloomberg, verdens nienderigeste, fylder 78 år på fredag. Dermed er der to 78-årige i favoritfeltet af demokratiske præsidentkandidater – Bernie Sanders og Michael Bloomberg. Rick Wilking/Reuters/Ritzau Scanpix