Det ikoniske foto fra G7-topmødet i Canada 2018 hvor Donald Trump sidder med korslagte arme, mens den tyske kansler Angela Merkel læner sig anklagende frem mod ham med andre statsledere som tavse tilskuere, står som et symbol på verdens tilstand i Trump-æraen.

Kort efter dette møde skabte Trump stort postyr, da han i et tweet fra Air Force One kaldte Canadas premierminister Justin Trudeau for »meget uærlig & svag«. Frygten er, at tumulten gentager sig, når statslederne i dag mødes på ny i Frankrig. Trumps aflysning af sit statsbesøg i Danmark efter at have fået nej til et køb af Grønland ses blot som et forvarsel om en ny storm.

»Trumps pludselige rækken ud efter Grønland var den underholdende godbid før måltidet,« som kommentatoren Edward Luce skriver i Financial Times og kalder G7-topmødet for det næste stop på Donald Trumps »slut-med-diplomati« tourné.

Han trækker tre konkrete eksempler frem.

  • For det første illustrerer det med al tydelighed, hvordan Trump ser på diplomati, at han overhovedet kan finde på at komme med et forslag om at købe et territorium af et andet land.

  • For det andet understreger Trumps begrundelse for aflysning af statsbesøget, hvor meget han »afskyr alliancer«, og at det for ham intet betyder, at 50 danske soldater omkom i kamp side om side med amerikanske soldater i Afghanistan.

  • Og for det tredje at Trumps motiv for at købe Grønland ironisk nok undergraver de andre G7-landes mål om at bekæmpe de menneskeskabte klimaforandringer – som Trump ikke rigtig tror på – da præsidentens interesse i Grønland i høj grad bunder i, at stigende temperaturer får indlandsisen til at smelte hurtigere, og dermed åbner op for minedrift.

Ikke meget tyder på at Trump vil være mere diplomatisk under G7-topmødet i Frankrig.

Værten for topmødet, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, har på forhånd forsøgt at gøre alt for at forhindre, at mødet udvikler sig til et nyt stort drama, ved på forhånd at afskrive at mødet skal ende ud i en fælles erklæring. Macron har også haft en udsending på besøg i Det Hvide Hus på forhånd i et forsøg på at afstemme forventninger.

Men den franske præsident har de verserende voldsomme skovbrande i Brasiliens Amazon-jungle i toppen af sin dagsorden.

»Vores hus brænder. Bogstaveligt. Amazonas regnskov – lungerne der producerer 20 % af vores planets ilt – står i brand,« skrev Macron i et tweet torsdag. »Det er en international krise. Medlemmer af G7-topmødet, lad os diskutere en nødplan om to dage!«

Brasiliens præsident Jair Bolsonaro, der ligesom Trump ikke har megen fidus til den megen snak om menneskeskabte klimaforandringer, har reageret vredt og affejet Emmanuel Macrons indblanding i sit lands anliggender som en »kolonialherrementalitet der ikke er passende i det 21. århundrede«.

Den brændende regnskov står heller ikke på nogen måde og blinker som et vigtigt emne for den klimaskeptiske amerikanske præsident, der har trukket USA ud af klimaaftalen fra Paris.

Macron risikerer derfor at indkassere et stort nederlag på hjemmebane, hvis han forsøger at få Trumps støtte til en akut geopolitisk klimakamp.

Trump gider ikke rigtigt G7

I virkeligheden, skriver Washington Post, har den amerikanske præsident slet ikke rigtig lyst til at deltage.

Trump har gentagne gange beklaget sig til rådgivere over, at han skal deltage, siger embedsmænd til avisen, og han ser et planlagt møde med den nye britiske premierminister, EU-modstanderen Boris Johnson, som det eneste lyspunkt, da han nu opfatter ham som en mulig allieret på verdensscenen.

Trump vil ifølge embedsmænd forsøge at dreje dagsordenen på G7-topmødet over til kun at handle om økonomi, herunder hans handelskrig med Kina.

Præsidenten har flere gange pralet af, at den amerikanske økonomi er langt bedre end andre landes.

Men hans mange angreb – herunder på statsminister Mette Frederiksen – de seneste dage anses i høj grad for at være et udtryk for Trumps egen frustration over, at USAs økonomi muligvis styrer mod en kraftig opbremsning, hvilket i givet fald vil gøre det sværere for ham at blive genvalgt næste år.

Truslen mod amerikansk økonomi er ikke mindst udløst af Trumps egen handelskrig med Kina.

Fredag beordrede han i et nyt rasende angreb amerikanske virksomheder hjem fra Kina »øjeblikkeligt« efter, at kineserne nægtede at give efter og i stedet som gengæld for Trumps handelskrig lagde for yderligere 75 mia. dollar straftold på amerikanske varer.

»Vores fantastiske amerikanske virksomheder er hermed beordret til straks at begynde at lede efter et alternativ til Kina, herunder at bringe jeres selskaber HJEM for at lave jeres produkter i USA,« skrev han på Twitter.

Samtidig hældte han fredag sin ellers egen håndplukkede chef for den amerikanske centralbank, Jay Powell, ned ad brættet ved at udråbe ham som en »fjende«, der kan være til større skade for USA end Kinas præsident Xi Jinping, fordi banken »ingenting gør«.

Kort efter lovede Trump på Twitter, at han ville hæve importtolden på kinesisk producerede varer til et endnu højere niveau.

Han sagde, at USA ville hæve tolden fra 25 til 30 procent på varer for 250 mia. dollar, som allerede er varslet pålagt told fra 1. oktober. 

Præsidenten truede også med at hæve straftolden fra 10 procety til 15 procent på den resterende kinesiskse import på 300 mia. dollar. Denne told vil blive pålagt allerede fra 1. september, selv om de fleste importvarer fra Kina vil være toldfri indtil 15. december. Et træk som Trump har taget for at undgå, at der bliver lagt en dæmper på julesalget i USA til skade for den amerikanske økonomi.

Således har Trump på sin egen måde måde fyret op under kedlerne ogh sin egen dagsorden op til G7-topmødet.

I aften indleder G7-statsledere deres topmøde med en middag. Kun tiden kan vise, hvordan det ender. Men alle holder vejret.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.