Det var en helt afgørende telefonsamtale. Måske endda den vigtigste nogensinde for Danmarks nye udenrigsminister.
Jeppe Kofod talte onsdag aften med USAs udenrigsminister Mike Pompeo for at udrede trådene efter Trumps aflysning af statsbesøget i Danmark og den amerikanske præsidents vrede mod statsminister Mette Frederiksen over, at hun søndag kaldte hans idé om at købe Grønland for »absurd«. Dansk diplomati har i det hele taget arbejdet på højtryk for, at situationen ikke skulle eskalere. Her er resultatet:
Konflikten med præsident Trump er i sig selv alvorlig. Men der er i det danske diplomati umiddelbart lettelse over, at krisen trods alt ikke har samme karakter som for eksempel Muhammed-krisen for nogle år siden.
USA ser stadig Danmark som en nær allieret, og det er tydeligst blevet bekræftet af netop samtalen mellem Kofod og Pompeo, som præsidenten om nogen lytter til.
Et er, at Kofod selv skrev på Twitter efter deres samtale, at han havde haft en »åben, venlig og konstruktiv snak« med Pompeo, der havde »bekræftet det stærke amerikansk-danske bånd«, og at de havde aftalt et videre samarbejde på »en række af områder af fælles interesse«.
Noget andet er, at det amerikanske udenrigsministerium klart og tydeligt bekræfter Kofods udlægning.
»Udenrigsministeren udtrykte påskønnelse over Danmarks samarbejde som en af USAs allierede og for Danmarks bidrag til at tackle fælles globale sikkerhedsprioriteter,« lød det fra det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Morgan Ortagus, i en pressemeddelelse.
»Udenrigsministeren og udenrigsminister Kofod drøftede også styrket samarbejde med Kongeriget Danmark – herunder Grønland – omkring Arktis.«
Tilbage på sporet
Med andre ord: USA og Danmark er tilbage på sporet og vil arbejde tæt sammen for at finde fælles løsninger på de nye udfordringer og muligheder, der hastigt er ved at udvikle sig i det arktiske, herunder i Grønland. Og det handler både om nye sikkerhedspolitiske og økonomiske muligheder.
I takt med den globale opvarmning trækker havisen og indlandsisen sig tilbage med stor hastighed, og det baner vej for nye sejlruter nord om Sibirien i stedet for den sydlige rute gennem Suez-kanalen. Og da områdets tidligere permanente isdække smelter hurtigere end forventet, åbner det for mere søtransport, fiskeri og minedrift i det arktiske.
Russerne og kineserne har også fået øjnene op for dette, og USA og Danmark har en fælles interesse i at stoppe Ruslands og Kinas nye, store økonomiske og militære interesse i det arktiske. Det absolutte skrækscenarie er, at Kina en dag vil forsøge at bygge kunstige øer med landingsbaner, havne og baser i Det arktiske hav. Sådan som kineserne allerede har gjort i Det Sydkinesiske Hav.
Men hvad med Trumps vrede på Frederiksen: Vil den fortage sig? Vil den skade Danmarks forhold til USA på længere sigt?
Der er ingen garantier. Men udmeldingen fra Pompeo er et tegn på, at balladen er mindre alvorlig, end den umiddelbart kunne se ud til.
Trump aflyste ikke sit statsbesøg, fordi han ikke kunne købe Grønland, sådan som det først blev fremstillet, siger han. Han aflyste udelukkende, fordi han blev fornærmet over, at Mette Frederiksen ikke bare sagde, at det ikke kunne lade sig gøre i stedet for at affeje forslaget som en »absurd diskussion«.
I dansk kontekst var ideen udtryk for en forældet koloniherrementalitet. Men for Trump var ideen ikke absurd. Han er forretningsmand, og i hans optik kan alt købes og sælges – bare prisen er den rigtige. Nu hvor han var i gang med at kritisere, gentog han også lige på Twitter, at Danmark ikke betaler to procent af sit BNP til NATO.
Trumps vrede fortager sig hurtigt
Ingen kan forudse, om Trump pludselig udsender et nyt kritisk tweet om Danmark.
Men hans vrede på andre statsledere synes ofte at fortage sig.
Han siger lige ud, hvad der ligger ham på sinde i situationen, men ændrer tone, så snart der opstår en ny situation. Som med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Først var han en galning, nu omtaler Trump ham som en ven.
Trump er også hurtigt videre til næste emne.
De seneste dage har Trump, som New York Times påpeger, citeret en radiovært, der erklærede, at israelske jøder elsker ham, som var han »Israels konge«, mens Trump selv anklagede jøder, der stemmer på Demokraterne, for »stor illoyalitet«.
Onsdag mente han, at Gud havde ledt ham til at føre handelskrig med Kina. »Jeg er den udvalgte,« sagde han.
Og tirsdag fortalte han, at »i min verden, i denne verden, tror jeg på, at ingen bør stoles på«.
Lige nu har han heller ikke megen fidus til Mette Frederiksen, hvis affejning af hans købstilbud, han kaldte »nasty«.
Trumps uforudsigelighed kan være stærk ubehagelig ikke mindst for allierede, og der tales i stadig stigende grad om, at præsidenten er for nærtagende og narcissistisk.
Men bundlinjen er, som Trump selv sagde søndag, at USA har en »strategisk interesse« i Arktis og herunder Grønland. Og det vejer trods alt meget tungere end Frederiksens »væmmelige« afvisning.
Som nævnt har Pompeo allerede ladet forstå, at USA ufortrødent arbejder videre med Danmark om at styrke samarbejdet om Arktis.
På den måde er der umiddelbart skabt ro. I hvert fald indtil næste tweet fra præsidenten.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA
