UCI vil have et møde med Jaksche

Hvis Jörg Jaksche havde tænkt sig at gå i flyverskjul, sådan som hans advokat har rådet ham til efter afsløringerne af sit dopingmisbrug, kan han godt tro om.

En af de nærmeste dage ringer præsidenten for den internationale cykleunion (UCI), Pat McQuaid, til Jaksche for at invitere ham til et møde i unionens hovedkvarter i Aigle ved Lausanne i Schweiz.

»Jeg har noteret mig, at Jörg Jaksche har sagt, at han gerne vil samarbejde med UCI og WADA. Derfor vil jeg ringe til ham for at invitere ham til et møde, så jeg kan høre med mine egne ører, hvad han har at sige,« siger Pat McQuaid til Berlingske Tidende.

Præsidenten ser med spænding frem til at læse interviewet i »Der Spiegel«, men det er endnu for tidligt til, at Pat McQuaid vil udtale sig om eventuelle sanktioner fra unionens side mod Jörg Jaksche og hans tidligere hold.

»Jeg kender endnu ikke detaljerne i interviewet, og derfor kan jeg ikke sige noget om konsekvenserne for hverken Jörg Jaksche eller de hold, han har kørt på. Men vi kan ikke gøre noget, med mindre vi får rigtige beviser,« siger Pat McQuaid.

Jörg Jaksche har også sagt, at nogle ryttere har lavet aftaler med UCI om, hvornår de får besøg af dopingkontrollen. Det vil Pat McQuaid slet ikke høre tale om.

»Det kan jeg fuldstændig afvise. Det er direkte usandt,« siger Pat McQuaid.