Daniel Wass scorer i Celtas storsejr i pokalen

Daniel Wass scorede til 3-0, da Celta Vigo satte kurs mod pokalkvartfinalerne med en klar sejr over Valencia.

Valencia. Danskerklubben Celta Vigo er godt på vej til kvartfinalerne i den spanske pokalturnering Copa del Rey.

I den første af to ottendedelsfinaler sejrede Celta med 4-1 på udebane over den kriseramte storklub Valencia.

Landsholdsspilleren Daniel Wass markerede sig med målet til 3-0 efter 18 minutter.

Han befandt sig i fri position i straffesparksfeltet og sendte en tværpasning fra venstre højt ind i målet.

Forinden havde Iago Aspas på straffespark og Theo Bongonda scoret udeholdets to første mål.

I anden halvleg reducerede Daniel Parejo til 1-3 for Valencia på straffespark efter 13 minutter, men det blev ikke startskuddet til et comeback.

I stedet cementerede den svenske angriber John Guidetti sejren med målet til 4-1 for Celta. Det skete efter 76 minutter, da han blot havde været på banen i fire minutter.

Daniel Wass blev skiftet ud syv minutter før tid og blev erstattet med holdets anden dansker, Pione Sisto.

Returkampen spilles 12. januar.

/ritzau/