Chok for FCK: Rasmus Falk må holde pause på seks uger

Rasmus Falk har en overbelastet fodrodsknogle og skal holde sig i ro i op til seks uger.

FC København må undvære profilen Rasmus Falk i torsdagens returkamp mod Ajax Amsterdam i Europa League.

Den teknisk stærke højrekant skal holde sig fuldstændigt i ro i op til seks uger på grund af en overbelastet fodrodsknogle. Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside.

Den tidligere OB-spiller har gjort det fremragende på københavnernes midtbane i denne sæson.

Senest scorede Falk torsdag aften til 1-0 i det første møde mod Ajax, der blev sendt hjem fra Parken med et 1-2-nederlag.

Målet faldt efter blot 28 sekunder, da han modtog en aflevering fra William Kvist og alene med gæsternes målmand lagde bolden ind ved den fjerne stolpe.

Rasmus Falk spillede hele kampen for FCK, selv om han allerede ved pausen signalerede, at foden var øm.

Ajax og FCK står overfor hinanden igen torsdag i næste uge i Amsterdam, hvor det afgøres, hvem der går videre til Europa Leagues kvartfinaler.

FC København møder søndag Esbjerg i Alka Superligaen.

/ritzau/