Presset på Sam Bennett var stort allerede inden Tour de France.
Det er en naturlov, at manden, der er udset som Deceuninck-Quick Steps hurtigste mand, også forventes at vinde sine sejre. Men med en første uge, der nok kastede et par dage i den grønne pointtrøje af sig, men hvor Caleb Ewan, Alexander Kristoff og Wout van Aert delte sprintersejrene mellem sig, var presset efterhånden blevet gigantisk på Tour-debutanten.
Derfor var forløsningen også voldsom, da det endelig lykkedes den irske sprinter at udnytte Michael Mørkøvs fremragende forarbejde og akkurat holde Lottos Caleb Ewan bag sig.
Så voldsom, at tårerne vældede frem, og stemmen blev stadig mere grødet, da han blev interviewet umiddelbart efter sejren.
Han fik dog fremstammet sin tak til holdet. Og det med rette, for Sam Bennett skylder en stor del af den succesfulde spurt til sin danske leadout-mand.
Metieren som sidste afleveringsrampe er vanskelig. Uoverskuelig for det utrænede øje. Tempoet er tårnhøjt, stressniveauet er vanvittigt, og det kræver et kirurgisk snit at se, hvor den nødvendige åbning i fronten er – men uden at ramme den for tidligt, for så vil kræfterne ikke række hele vejen til målstregen.
Få ryttere i feltet evner det bedre end Michael Mørkøv, der over tid har forfinet den nichekompetence, så han i dag er bredt respekteret som en af verdens ubetinget bedste.
Elia Viviani, der kom ind på tiende etapes fjerdeplads, var sidste år manden, der havde gavn af Michael Mørkøvs evner på Deceuninck-Quickstep. I år kører han for Cofidis, hvor han på ingen måde er i nærheden af samme succes som i fjor.
Her førte samarbejdet med Mørkøv til etapesejre i Tour de France, Schweiz Rundt, Romandiet samt flere endagsløb, hvor især Ride London var en magtdemonstration med Mørkøv på tredjepladsen. Viviani fandt tryghed på hjul af Michael Mørkøv, og frustrationerne brød da også ud i lys lue under Giro d’Italia, hvor Mørkøv ikke var med.
»Jeg savner ham i spurterne. Vores leadout fungerer ikke,« sagde Viviani i en uforbeholden ros til sin danske holdkammerat og en lige så uforbeholden skideballe til dem, der var trådt i danskerens sted.
Det højeste niveau
Den symbiose tager tid at opdyrke. Sam Bennett, der tidligere kørte for Bora, var dengang som en ensom ulv, der kunne spurte uden det sædvanlige tog af holdkammerater foran sig.
Nu skal han finde Michael Mørkøvs hjul – og så gøre arbejdet færdigt. Det var den enhed, der nåede det højeste niveau på Ile de Ré. Og som igen viste, hvor stærk Michael Mørkøv er i sin placeringsevne.
Sunweb-mandskabet, der skulle aflevere Cees Bol, så igen overdådigt ud i etapens finale. Talstærkt dominerede det hollandske hold med danskerne Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen som store motorer.
Men inde på de sidste 1.000 meter fik Michael Mørkøv med Sam Bennett klistret til sit baghjul udnyttet to svage kurver til at klemme sig ind i midten af Sunwebs formation, hvilket betød, at Cees Bol pludselig lå langt efter og reelt var chanceløs, inden spurten overhovedet var begyndt.
Caleb Ewan, der nok ved, hvem man skal holde sig til, fandt Bennett, og bag ham indfandt Peter Sagan sig. Og så, med omtrent 350 meter igen, fik Mørkøv fronten. En ganske lang spurt i modvinden, men Mørkøv formåede at holde farten så høj, at Sam Bennett kunne vente indtil 150 meter fra stregen, før han, ifølge de officielle tal, accelererede op til 65 km/t og gik forbi sin danske opvarter og sikrede sig den sejr, der udløste så uendelig stor forløsning.
Både hos ham og hos manden, der er ansat til at skaffe andre ryttere succes: Michael Mørkøv.
