Da Egan Bernal sidste år trådte op på podiet i Paris og 22 år gammel lod sig hylde som den yngste vinder af Tour de France i mere end 100 år, gik de fleste ud fra, at en ny æra ville indfinde sig. Her var manden, der havde alle værktøjer til at dominere Grand Tours i årevis.
Alt det fulgte en ét år yngre slovener med i på fjernsynet. Han havde allerede slået sit navn fast i World Tour-løbet Tour of California i det sene forår med den samlede sejr. Og knap to måneder efter Tour de France var absolut ingen i tvivl om, hvem den drengede spinkle rytter var.
Tadej Pogacar bragede igennem lydmuren i Vuelta a Espana – hans første Grand Tour overhovedet – med tre etapesejre, en samlet tredjeplads og som vinder af ungdomstrøjen. Vel at mærke tre sejre, der kom på store bjergetaper, og hvor han enten kørte til mål solo eller overspurtede de største konkurrenter. Sidste mand til at gøre det, var såmænd en næsten lige så ung Giuseppe Saronni i slutningen af 70erne – i dag rådgiver på UAE-mandskabet og manden, der for alvor fik øjnene op for det unge talent i 2018.
»Er det OK vi venter til 11.30? Jeg får en håndværker i min lejlighed. Ellers laver jeg det om,« lød SMSen fra Tadej Pogacar i foråret. Vi havde aftalt et interview til et TV-program, og han ville ikke være til besvær for nogen. Ingen stjernenøkker her. Bare en høflig ung mand, der har respekt for andres tid og forståelse for den nysgerrighed, et så usædvanligt talent skaber. Men tag ikke fejl. Der er ikke megen høflighed over Tadej Pogacar på en cykel.
Ungdommens kækhed
Det viste Pogacar på Vueltaens næstsidste dag, hvor han distancerede alle konkurrenterne med halvandet minut og byttede en samlet femteplads ud med podiet. Kræfterne er i sagens natur ved at være udtømte så langt inde i en Grand Tour, og den logiske taktik vil være konservativ, især med en savtakket etapeprofil, køligt, diset vejr og verdensstjerner som konkurrenter. Men Pogacar havde ikke tænkt sig at være konservativ. Han satte alt på spil med 35 kilometer igen, kørte alene til mål og viste, hvordan man udfører de største kup. Det er egenskaber, førertrøjer er syet af.
Tadej Pogacar er ikke kommet til Tour de France som favorit. Så langt fra, men måske som sidste mand i top fem. Det ærgerlige tidstab på vanvidsetapen til Lavaur, hvor Bora og sidevind vendte op og ned på det meste, lod ikke til at frustrere Tadej Pogacar synderligt.
»Det var bare et minut eller sådan. Ikke ideelt, men jeg er ikke nervøs. Vi prøver igen en anden dag,« sagde han med ungdommens kækhed, velvidende at touren er tre uger lang, og at etapernes sværhedsgrad udelukkende vil tiltage for så at kulminere på de sidste dage. Præcis der, hvor han var feltets stærkeste i Vueltaen i 2019.
Hvor langt det rækker i denne udgave af touren, ved ingen i sagens natur endnu, men at Tadej Pogacar bliver en hovedperson i alle de store etapeløb, han stiller op i, virker åbenlyst. Og fornemmelsen fra sidste år, hvor Egan Bernal lignede en mand, der kunne vinde den største Grand Tour efter behag, er voldsomt udfordret.
Måske ser vi endda ind i en duel, der kan præge resten af dette årti.
