Christopher Juul-Jensen kom til Tour de France for at hjælpe sine holdkammerater på Mitchelton-Scott til at vinde etaper.

Men med Adam Yates i den gule trøje har opgaverne ændret sig en hel del for den slidstærke dansker.

Yates havde på forhånd gjort klart, at han ikke ville køre efter en topplacering, men efter onsdagens straf til Julian Alaphilippe har briten nu haft to dage i front af verdens største cykelløb.

»Det var ikke planen, men vi begynder ikke at køre imod trøjen. Vi tager dagene, som de kommer. I dag (fredag, red.) var endnu en dag, hvor vi forsvarede. Det var en superhård dag. Overraskende hård,« siger Christopher Juul-Jensen.

Halvdelen af holdet blev skilt fra, da feltet brækkede over på grund af sidevind og opskruet tempo fra starten.

Men Christopher Juul-Jensen og to andre holdkammerater holdt sig fremme og kunne hjælpe Yates, indtil feltet splittede igen i løbets slutfase.

Herefter måtte Yates klare sig selv, men havde ingen problemer med at forsvare førertrøjen.

»Vi vidste godt, at feltet ville splitte, og det vigtigste var, at Adam var med fremme. Og så var det lidt et sats, at han var der alene. Men han vidste, hvad han skulle, og alt spillede,« siger Christopher Juul-Jensen.

De mange stigninger i løbets første uge er ikke gået sporløst hen over den 31-årige dansker.

»Jeg føler mig mere end en uge ældre. Det har været en meget hård start, men jeg har haft gode ben indtil videre, og man må krydse fingre for, at det fortsætter,« siger han.

/ritzau/