Efter at have bejlet til Domaine de la Romanée-Conti i Bourgogne i næsten et år, lykkedes det for nylig endelig for undertegnede at få et besøg på verdens mest eftertragtede vingård igennem.
Romanée-Conti har en magisk, næsten religiøs klang i ørerne på de fleste vinelskere. Der laves bare et par tusinde flasker årligt af denne perfekte vin, som til gengæld sælges på det åbne marked til den vanvittige pris af 200.000 kroner per flaske. Prisen er desværre kun blevet endnu højere de seneste to år trods krig, energikrise og coronapandemi.
Vinen er nu så dyr, at det ikke længere er noget, man drikker, medmindre man er oliesheik eller oligark. For os almindelige, jordiske lønmodtagere er der ingen vej uden om at besøge Domaine de la Romanée-Conti (DRC) i Vosné-Romanée, hvis man vil smage verdens største vin.
Her blev jeg således lukket ind i de hellige haller, hvor domainets seks forskellige grand cru’er ligger på fad. DRC’s direktør, Perrine Fenal, datter af vingudinden Lalou Bize-Leroy, var så venlig at servere fadprøver på alle seks vine med La Romanée-Conti som rosinen i pølseenden.
Hvordan de smagte, kan du høre i den seneste udgave af podcasten »Søren Franks vinkælder«.