Tore Hallas behøvede blot at læse et par sider af manuskriptet, før han vidste, at han aldrig skulle se filmen »The Whale«.

»Det var dybt problematisk. Det er et karikeret billede af en tyk mand, der rummer alle de fordomme, folk har. Hvis man havde udarbejdet et manuskript om en anden minoritet, der var lige så fuld af stereotyper, var det aldrig blevet accepteret,« forklarer Tore Hallas, der læste manuskriptet i forbindelse med en teateropsætning, han skulle producere videoværker til.

Forestillingen blev aldrig til noget. I stedet er manuskriptet havnet i Hollywood, hvor det har udløst massiv debat.

Opinionsredaktøren på The New York Times, Roxane Gay, har kaldt filmen »følelsesmæssigt forkrøblende«, mens skribenten Aubrey Gordon mener, at »The Whale« hviler på en »chokerende anti-fed« præmis.

Kritikere hæfter sig især ved filmens mange nærbilleder af Charlies deller samt den lave kameraføring, der forstørrer hans krop.

Også i Danmark vækker filmen debat. Berlingskes Kristian Lindberg skriver i sin anmeldelse, at hovedpersonen, Charlie, bliver »reduceret til sit handicap, sådan som så mange andre handicappede er blevet det tidligere i filmhistorien«, mens kritiker Ida Rud kalder filmen ulækker, fordi den »svælger i væmmelse over den tykke krop«.

»Havde jeg været en normal biografgæst, ville jeg have gjort en sjælden undtagelse og have forladt salen,« skriver Ida Rud i et indlæg i Filmmagasinet Ekko.

Filmholdet sikrede sig

Det er ikke første gang, at en film om tykke personer vækker debat. Tidligere har »Hairspray« og »American Crime Story« fået stor kritik – blandt andet fordi slanke, amerikanske skuespillere var blevet iført »fatsuits« for at virke store og klodsede.

Den negative opmærksomhed har også fået konsekvenser for »The Whale«, der er blevet til i samarbejde med den amerikanske organisation The Obesity Action Coalition, OAC, der repræsenterer svært overvægtige.

På foreningens hjemmeside påpeger en talsmand, at man ville sikre, at filmen, temaet og sprogbrug blev håndteret respektfuldt og ikke-stigmatiserende.

»Nogle vil mene, at filmens hovedperson er præget af utilstrækkelighed, selvhad og ensomhed som følge af hans vægt. Dette er indiskutabelt følelser, som mange tykke har. Det er også derfor, at OAC kæmper så hårdt for at undgå fordømmelse af ekstrem overvægt. Folk af alle størrelser fortjener respekt.«

Det er mere dukkeføring end skuespil

Dette er Regina Sirene Fjendbo ikke uenig i. Alligevel mener den danske forfatter ikke, at »The Whale« lever op til ordene.

»For ti år siden havde jeg måske tænkt, at det var en god film,« siger den danske tykaktivist, der har skrevet bogen »Hold kæft og vær tynd«. Efter at have beskæftiget sig indgående med mediers beskrivelser af tykke mennesker ser hun nu »The Whale« som problematisk, fordi den er præget af en underliggende fortælling om, at alle tykke mennesker er så traumatiserede, at det har ført til overvægt.

»Desuden spilles hovedrollen af en tynd person i et fatsuit, der er så massivt, at det minder mere om dukkeføring end om skuespil. Kroppen bliver et stativ, og vi mister fuldstændig indfølingen med personen. Det gør den tykke til et objekt,« forklarer Regina Sirene Fjendbo og påpeger, at den normale undskyldning for at caste en tynd skuespiller er, at rollen også skal være slank i en scene.

»Den forklaring kan man ikke bruge her, for hovedpersonen har samme størrelse gennem hele filmen. Vi kan altså sagtens sætte tynde skuespillere til at spille tykke, men vi gør aldrig det omvendte,« siger Regina Fjendbo, der savner flere slags kroppe i film og tv:

»Nicolas Bro fortalte for nylig til Alt for Damerne, at han altid får en scene, hvor han spiser. Man kan åbenbart ikke vise hans krop uden at forbinde den med mad.«

Sker der ikke noget? Mange hylder Jennifer Coolidge, som ikke er den normale modelstørrelse?

»Når folk hylder Coolidge, glemmer de, at hun stadig er en slank person. Hun er større og har flere kurver, end vi er vant til, men vi er så hjernevaskede af Hollywoods kropsidealer, at vi opfatter hende som stor. Det er hun ikke.«

»The Whale« er jo lavet i samarbejde med en organisation, der har ønsket at bekæmpe stereotyper. Gør det ikke en forskel?

»Jeg kender ikke organisationen, men jeg ved, at Danmark har mange organisationer, der gerne vil hjælpe tykke mennesker med at blive slanke. De taler direkte ind i en fortælling om, at målet er at blive tynd. Hvis det er sådan en forening, man har taget fat i, giver det mening, at personen skal fortælle så meget om årsagerne til hans vægt.«

Film ekstra ondskabsfuld

En af dem, der kunne have hadet »The Whale«, er Informations anmelder Christian Monggaard. Alligevel har han rost filmen.

»Hvis denne film skulle falde nogen for brystet, er det mig. Jeg er også blevet råbt ad på gaden. Jeg har oplevet, at børn stirrede, fordi de ikke forstod, hvordan man kunne blive så stor, som jeg er. Men jeg var ikke mange scener inde i filmen, før jeg så noget helt andet end hans krop,« forklarer Christian Monggaard, der ikke mener, at filmen handler om en tyk mand.

»Filmen handler om en mand, der sidder fast. Charlies størrelse er næsten mytologisk. Kroppen er et billede af, hvordan han er strandet som menneske,« mener Christian Monggaard og påpeger, at der er kommet flere forskellige kroppe ind i film og serier.

»Engang var Hollywood hvid og fuld af mænd. Så kom kvinderne, og nu ser vi flere etniciteter. Der kommer nok også flere kroppe,« siger Christian Monggaard.

Også Tore Hallas har bemærket, at der kommer flere typer mennesker på film. Han savner dog stadig den tykke, der ikke skildres som offer eller i kraft af sin krop.

»Kulturelle fremstillinger påvirker vores opfattelser af, hvem der er socialt og seksuelt attraktiv, og hvem vi vil give en lønforhøjelse. Selvom der er en øget bevidsthed om at undgå stereotyper og fremme diversitet, er vi stadig præget af en ensidig opfattelse af den tykke, og i det her tilfælde homoseksuelle, mand,« siger Tore Hallas og understreger, at seksualiten bestemt ikke er irrelevant i »The Whale«.

Hallas udtaler sig i denne artikel, fordi han mener, at mænd bør tage del i diskussionen om diskrimination.

»Mænd er nok opdraget til at holde den slags inde. Dette gør »The Whale« ekstra ondsindet, fordi tykhedsdebatten primært og af gode grunde er kørt af kvinder. Vi snakker endnu ikke om de strukturelle issues, som tykke mænd møder, fordi kvinder er hårdere ramt,« mener Tore Hallas, der ser »The Whale« som et tydeligt tegn på, at der er behov for den samtale.

De tykke er glemt af alle dem, der kæmper for mere diversitet. Det gjaldt for eksempel den gruppe skuespillere, der for nylig lancerede kampagnen »Et større billede«. Som kampagnemateriale havde man produceret nye filmplakater til en række tidligere film, men med nye ansigter i de mange roller.

I stedet for at genbruge de faste, hvide skuespillere havde man fotograferet skuespillere af forskellige etniciteter og med handicap. Der manglede noget.

»Ikke en eneste af dem var tyk. Selv i en tid, hvor vi taler om mere diversitet og inklusion, glemmer vi dem,« mener Regina Sirene Fjendbo.