Tv-mand går på jagt efter sit eget liv: »Jeg er blevet klogere på mig selv og mine reaktionsmønstre«

Per Wennick har skabt prisbelønnede dokumentarer om ukendte og kendte mennesker som Lise Nørgaard, Frits Helmuth og prinsesse Marie. Nu vender han kameraet mod sig selv og fortæller om et liv på børnehjem. »Det kræver mod at se indad og undersøge ting om sig selv,« siger han.

Per Wennick har i tre år arbejdet om sin nye selvbiografiske dokumentar »Jagten på mig selv«, som blandt andet handler om de 11 år, hvor han boede på børnehjem. Agnete Schlichtkrull/DR

Måske kender du ikke navnet Per Wennick, men du har med stor sandsynlighed set nogle af hans fremragende film.

Igennem tre årtier har han på DR skabt en række stærke og roste portrætudsendelser om både kendte og skæve personligheder. Blandt andet om forfatteren Lise Nørgaard (»En kultiveret rappenskralde«, 2007), prinsesse Marie (»Prinsesse på vej«, 2008), skuespilleren Frits Helmuth (»Frits – Ølhundens søn«, 2013), grevinde Erna Hamilton (»Grevinden på tredje«, 1996) og senest programmet »Skøn, skæv og 98« (2019) om frihedskæmperen, livstykket og eventyreren Tove Manswell, der som 98-årig stadig nyder en daglig joint.