I år skal journalist og tv-vært Gertrud Højlund holde jul alene – og det er vel at mærke andet år i træk.
Sidste år betød høje coronasmittetal, ingen vacciner og dårlige muligheder for at overholde anbefalinger om afstand, at Gertrud Højlund besluttede at blive hjemme på Nørrebro til jul i stedet for at holde den i Jylland med sin familie, som hun plejer. Også selvom hun savnede sin mor og den øvrige familie meget.
I år skal hun på arbejde på TV 2 – og igen i år vil hun gøre det, som endte med at gøre julen god sidste år: Hun vil gøre sig umage.
»Jeg tror i hvert fald, at det er vigtigt, hvis man skal holde jul alene. At man ikke tror, man bare skal sidde og se fjernsyn, og at dagen er som alle andre. Det er ikke bare en dag som alle andre,« siger hun.
Er du en af dem, der skal holde jul alene – uanset om det er på grund af corona, arbejde eller noget tredje – er det også det råd, hun vil give videre.
»Hvis du synes, alle andre fortjener, at man gør sig umage, tager pænt tøj på og køber en gave, så fortjener du det også for dig selv.«
Det, synes hun, der var en god læring i. Gertrud Højlund vidste godt, at det potentielt ville ende med ikke at være en så rar jul, hvis den ikke fik lidt modspil.
»Men det endte med at være virkelig rart. Jeg lavede god mad. En hel and, to slags rødkål og hele moletjavsen. Der var risalamande, og jeg købte en lækkert vintage minkpels til mig selv, som var mandelgaven. Jeg skruede virkelig op for lækkerierne og viste på den måde mig selv, at jeg også fortjener min egen umage, selv når jeg er alene med noget,« siger hun.
Men det handler ikke om, at det skal være dyrt.
Confiteret and og kantinesovs
Indtil videre har Gertrud ikke julet nok. Der lugter endnu ikke »brunt og brændt« i hjemmet, og hun mangler at finde på en mandelgave til sig selv. Det er svært at toppe sidste års gave – men det er heller ikke den ekstravagante gave, der udgjorde julen.
»Det er ikke pengene, det kommer an på. Det handler også om, at jeg var ude og købe marcipan, jeg fik pakket pænt ind i silkepapir med et fint bånd. Man kan måske bede om at få pakket ting ind, selvom det bare er til en selv. Man kan lave god konfekt og mad til sig selv. Det er det, at man viser nænsomhed, kærlighed og omtanke over for sig selv.«
Sidste år havde hun fri hele dagen, lånte sin venindes hund, gik ture, lavede mad hele dagen, så gudstjeneste og hørte Ars Novas julesange.
Kunne du så finde på at gøre det igen, når der er ikke er corona eller arbejde, der står i vejen?
»Det ved jeg ikke helt. Nu er det nogle specielle forhold, der har gjort, at det blev to gange i træk. Men man kan sige, at hvis jeg var blevet afskrækket sidste år, og det var blevet en kæmpe katastrofedag, havde jeg måske gjort mere for at dukke mig, da ingen ville tage julevagten, og vi blev spurgt, om nogen meldte sig frivilligt,« siger hun.
»Det kan jeg også kun, fordi jeg ved, at der er styr på familien. At min mor er hos min søster med nogle børnebørn, og hun hygger sig der. For en ting er at træffe en beslutning på sine egne vegne om, at man holder det på en anderledes måde, men jeg ville ikke gøre det, hvis nogen, jeg holder af, så skulle side ufrivilligt alene.«
I år, hvor hun skal sidde på »nyhedsfabrikken«, som hun kalder den, bliver det sværere at nå alle de ting, der gør juleaften hyggelig – også alene. Men der følger hun sit eget råd.
»Det bliver helt sikkert også rigtig hyggeligt, for der er en helt særlig stemning. Men jeg må også lige sørge for, at der er lidt confiteret and, når jeg kommer hjem, og få lidt sovs med hjem fra kantinen. Så kan jeg komme hjem til noget, der kan ligne en juleaften.«
